Enlige kvinder og lesbiske får børn som aldrig før.
Det sker efter at loven blev ændret i januar 2007, så ikke kun par, men også lesbiske og enlige kvinder kan blive gravide med hjælp fra donorsæd.
På Dansk Fertilitetsklinik på Frederiksberg i København blev der i 2006 insemineret 35 kvinder med donorsæd, mens tallet sidste år var næsten 400. Altså mere end en tidobling. Det fortæller Ursula Bentin-Ley, speciallæge og gynækolog på klinikken.
- Den voldsomme stigning skyldes først og fremmest enlige kvinder. Det er især stærke kvinder over 35 år, der virkelig har overvejet deres valg nøje i flere år, der kommer til os. Årsagen til at de vil insemineres er, at de mangler den rigtige mand eller er blevet forladt af deres mand i en sen alder, uden at have fået børn, siger Ursula Bentin-Ley.
Børnene klarer sig godt
Hun henviser til engelske undersøgelser, der viser, at børnene senere klarer sig lige så godt socialt som børn, der vokser op i almindelige familier.
Også på Nordica Fertilitetsklinik i København strømmer enlige kvinder til. I 2007 blev 199 enlige og lesbiske kvinder insemineret med donor-sæd. Langt hovedparten var enlige kvinder.
En af de enlige kvinder, der har valgt at blive insemineret med donorsæd, er Anja Jensen på 37 år fra København. Hun blev insemineret gennem det offentlige system for knap et år siden og fødte for nyligt en pige.
- Jeg har overvejet det i mange år, fordi jeg ikke har haft held med at finde den mand, som jeg gerne vil have børn med. I de år tænkte jeg meget over, om man kan tillade sig at tage den beslutning, at sætte et barn i verden, som aldrig vil komme til at kende sin far, siger Anja Jensen, der i forbindelse med overvejelserne lyttede til radioudsendelser om emnet.
Et egoistisk valg
- For det er egoistisk, at vælge at få et barn, på trods af at det så ikke har en far. Men jeg har tænkt det hele meget igennem og kan forsvare det, forklarer den enlige mor.
Og Anja Jensens datter vil ikke komme til at mangle en mandefigur i sit liv:
- Faderrollen er vigtig for børn, og den bliver svær i det daglige. Men jeg vil bruge mit netværk for at sikre mig, at min datter får en mandeverden at spejle sig i. Det bliver ikke en far, men onkler.
Ifølge Sundhedsstyrelsen findes der ingen landsdækkende tal på udviklingen.
Fra 1. januar 2007 kunne alle kvinder blive insemineret med donorsæd.
Kvinder over 46 år må dog ikke behandles.
Lægen skal afvise patienter, hvis der er tvivl om forældreegenskaberne.
På de offentlige sygehuse kan enlige kvinder kun blive insemineret, hvis de ikke i forvejen har et barn.