Privatisér kongehuset!
Der har på det seneste været en del debatter om kongehuset. Vi er mange, som går ind for at nedlægge det, som den anakronistiske institution det er.
Men jeg kan jo se, at der også er mange fra hele det politiske spektrum, som elsker det.
Så det vil være synd at nedlægge det. Men vi kunne i det mindste privatisere det.
Det kan gøres på følgende måde:
- Der oprettes en privat forening, Den Danske Kongehusforening.
- Der udarbejdes vedtægter for foreningen, som f.eks. bestemmer, at den til enhver tid siddende bestyrelse udgør kongehuset, og bestyrelsesformanden er konge/dronning.
- Billedbladet bliver foreningens medlemsblad.
- Foreningen køber et slot eller måske to, sommer- og vinterslot. Hvis foreningen ikke har råd til at købe Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg eller nogen af de andre slotte, som kongehuset for tiden har stillet til sin rådighed af staten, findes der masser af forfaldne slotte rundt om i det danske rige, som kan erhverves billigt og sættes i stand med frivillig arbejdskraft af foreningens medlemmer.
- Kongehuset skrives ud af den danske forfatning, og erstattes med en paragraf om, at den til enhver tid siddende formand/-kvinde for Folketinget er Danmarks statsoverhovede, med de opgaver, som det nu giver i forbindelse med repræsentation og ved regeringsdannelser.
- På foreningens slotte kan bestyrelsesformanden/kongen/dronningen bo og holde sine hofballer og modtage gæster fra de andre kongehuse.
- Det er nok tvivlsomt, om medlemskontingenten kan bære udbetaling af en fyrstelig apanage, så det må påregnes, at alle kongen/dronningen og alle kongehusets medlemmer deltager aktivt i driften af de tilliggende jorder og stalde.
- Det bliver der på den anden side også god tid til, når kongen/dronningen og deres afløsere ikke mere skal spilde tid på at sidde i statsråd, skrive love under, og høre Fogh hælde vand ud af ørene. Og de slipper for den ydmygende forestilling med at deltage i Folketingets åbning, som åbenlyst er drønkedsommeligt for mennesker, som har begreb skabt om politik, og som heller ikke må ytre sig om det.
Det ville være en fin gestus, om foreningen vælger medlemmer fra det nuværende kongehus ind i den første bestyrelse, for de har trods alt den største erfaring i alt det der med at være konger, dronninger, prinsesser osv.
Voila, og alle er tilfredse!