Forleden var jeg som domsmand indkaldt til en sag i byretten.

Den tiltalte var en mand, lidt yngre end mig selv.

Han havde i frustration over at vente på ekspedition lavet lidt ravage på et posthus og var anklaget efter den absolut mildeste voldsparagraf.

Manden var ked af det og angerfuld over, at han var kommet til at forulempe personalet, og fremstammede skamfuldt et "undskyld", til ham postmanden han havde skubbet til, da denne havde afgivet sit vidneudsagn.

Han var i øvrigt tydeligt psykisk syg. Vi dømte ham skyldig efter anklageskriftet, men det var tydeligt, at han ikke var egnet til straf. Sagen blev udsat, så der kunne foretages en mentalundersøgelse, inden sagen blev genoptaget, hvor han så sandsynligvis ville blive idømt en behandlingsdom, antageligt ambulant psykiatrisk behandling.

Efter vidneafhøringerne fik vi leveret de personlige oplysninger, som bl.a. gik på, at manden straks efter fødslen var blevet indlagt på et spædbørnshjem og derefter var vokset op på skiftende børnehjem.

Det var tydeligt, at han havde fået en elendig start på livet og et liv, der følgeligt kun havde givet ham endnu flere knubs.

Han levede på gaden, i parker og på varmestuer, men havde i den grad bare brug for noget omsorg. Og havde i øvrigt ingen former for misbrug.

Men mennesker som ham er for gode til at have indlagt på psykiatriske hospitaler og for ustabile til at holde på en lejlighed.

Han virkede, som om han aldrig kunne gøre en flue fortræd og bare savnede en fast, kærlig arm om sin skulder og et tilbud, der lød sådan:

"Kære Kurt, nu skal du bare se. Du har gjort noget forkert, men du lever jo også et usselt liv, og fortjent først og fremmest noget omsorg. Nu får du tilbudt et dejligt værelse med en varm seng i et hus med ro og fred og mulighed for at få tre måltider mad om dagen, og hvis du har lyst, kan du hjælpe til i vores fælles nyttehave og i køkkenet. Husleje og betaling for mad skal du ikke tænke på, for det bliver automatisk trukket hver måned fra din kontanthjælp."

Det er min overbevisning, at en person som Kurt efter kort tid i gode og omsorgsfulde omgivelser ville begynde at blomstre og måske begynde at kunne klare småjobs, få bedre kontakt til sin sparsomme familie og i det hele taget få et godt liv. Men den mulighed findes ikke blandt de "straffe" vi kan idømme sådanne stakler.

Det burde overvejes!

PS: Jeg har selvfølgelig sløret alle oplysninger, herunder navnet, så at Kurt ikke vil kunne genkendes, selvom jeg ikke tror han ville have noget som helst imod, at flest muligt kom til at kende til hans situation.