Nu behøver man ikke længere være bange for, at man tager vigtige hemmeligheder med sig i graven, når man dør.
En ny internettjeneste gør det nemlig muligt at sende e-mail - efter man er afgået ved døden.
Tjenesten hedder Deathswitch, og ifølge folkene bag, kan man dressere programmet til at sende e-mail med eksempelvis testamenter, vigtige kodeord, begravelsesønsker og andre hemmelige eller vigtige dokumenter, efter man er død, skriver Comon.dk.
Skal huske kodeord
Systemet fungerer på den måde, at man løbende skal bekræfte sit password.
Hvis man i en længere periode - og efter gentagende rykkere - ikke har indtastet sit kodeord, så går Deathswitch ud fra, at man er afgået ved døden. Herefter sendes de indtastede e-mail af sted, skriver Comon.dk.