Hvorfor er man utro?

Igennem årene har man i aviserne kunne læse diverse bud på utroskabens omfang. I disse "nyheder", er det nogen gange mændede der er mest utro, andre gange er det kvinderne. Nogen gange kommer undersøgelsen ud med en tårnhøj "utroskabsprocent" - helt oppe på 80 pct. - andre gange meget mindre. Jeg husker også, at have læst en "nyhed" om, at 20 pct. af børnene ikke har den far, som omgivelserne og børnene selv tror, at de har.

DNA-testen er jo opfundet. Enhver kan i dag sende to DNA prøver afsted og få oplyst, om det biologiske ophav er, som det ser ud til at være. Og så skulle man synes, at det problem er løst. Men nogen gange giver visheden større problemer end mistanken, hvorfor man skal tænke sig godt om, inden man vælger at bruge det teknologiske fremskridt til sandhedssøgning. For hvad er sandheden? Er en far for eksemple mest far, når han er gen-far eller far af gavn?

Inden man hugger et hår og klipper en negl, bør man stille sig selv nogle meget vigtige spørgsmål. Så vigtige, at man skylder sig selv, at finde svarene inden man sender DNA-prøverne afsted. For uanset, hvad det videnskabelige biologiske DNA-svar er, så vil du være i dine følelsers vold, når du læser dommen eller frifindelsen. Når man er i sine følelsers vold, så kan man ikke tænke, og da slet ikke lave en tænkning, som rækker år ud i fremtiden.

Det er udemærket at være sandhedsfreak, men nogen gange, så er det altså vigtigt at vide, hvad man så kan bruge sandheden til.

Måske kan viden give større afklaring. Viden om utroskab.

Hvad er grunden til utroskab?

Folk har mange brogede forklaringer, men forskerne har evnet at koge de mange specielle grunde ned til 4 grundlæggende typer:

1. Utilfredshed med det igangværende forhold

2. Utilfredshed med partnerens engagement i parforholdet

3. Trang til mere sex

4. Vrede mod partneren.

Og så er det, at man får lyst til at stille spørgsmålet: er det altid den utro, som er den skyldige?

Kan utroskab i visse situationer undskyldes og bør man, kan man og vil man tilgive? Måske endda selv påtage sig en del af ansvaret og skylden?

Utroskab er sygdomsfremkaldende. Utroskab giver psykiske problemer. Både for den der bliver bedraget og for den der bedrager. Ny forskning fra Universitetet i Bergen i Norge viser, at par, der lever i et forhold med utroskab, i langt højere grad end de trofaste udvikler alvorlige, længerevarende psykiske lidelser. Ifølge undersøgelsen, led hele 70 procent af dem, der var blevet bedraget, af psykiske problemer, mens halvdelen af de der var utro fik psykiske problemer.

Utroskab er altså kraftigt livskvalitetsforringende.

Måske ligger utroskab i generne?

Ved at påvirke aktiviteten ved et enkelt gen kan man ændre utroskab til troskab. Hvis man altså er en markmus. Ved at påvirke hormonerne hos mus har forskere kunnet forvandle en markmus med Don Juan tendenser til en trofast familiefar. Vi ved jo, at begær, forelskelse og kærlighed "sidder" forskellige steder i hjernen, og at de 3 tilstande giver forhøjet indhold af hormoner, men at det er forskellige hormoner afhængig af hvilken tilstand, man befinder sig i. Nu har man så - i hvert fald hos markmus - fundet et gen, som påvirker frigørelsen af sociale hormoner i hjernen. Altså dét gen, som frigør de hormoner, som hjælper os til at ønske ægteskabet/parforholdet. Det vi kalder kærlighed. Men kan man løse et tillidsproblem med en pille?

Da kærlighed og begær hører til 2 forskellige steder i hjernen og de hver i sær afstedkommer forskellige hormoner, kan man mon så tillade sig at slutte, at begær - og altså utroskab - og kærlighed egentlig ikke har så meget med hinanden at gøre? Er det mon sådan, at arten og mængden af hormoner i kroppen kan ændre sig på et splitsekund?

Fra forskningen ved vi jo, at de ægtefæller, som gør mange forskellige ting sammen, har størst chance for at holde. Mon livet i bund og grund er så simpelt, at vore hormoner opstår i samværet med og nærheden til andre? Vi ved fra hjernescanningsforskningen, at et billed af den elskede, straks aktiverer hjerneområderne for enten begær, forelskelse eller kærlighed. Måske er det synet mere end noget andet, af den elskede, som udløser hjernekativitet og hormoner? At vore hormoner først og fremmest påvirkes af fysisk - eller i hvert fald synlig - tilstedeværelse af andre mennesker? Det kunne jo forklare, hvorfor de ægtefæller der er mest sammen i dagligdagen om forskellige ting, har størst chance for at undgå skilsmisse. Det kunne måske også forklare noget af grunden til det stigende antal skilsmisser i vort samfund, som vi jo har indrettet, så vi er meget lidt sammen med dem vi elsker. Måske er løsningen, at vi alle har et billed af vore elskede inden for synsvinkel så mange timer i døgnet som muligt? Måske er den bedste utroforebyggelse, et billed på dit skrivebrod af din ægtefælle? Husk også et i pungen, og lad pungen ligge åben foran dig til julefrokosten ;-) Faktisk er der også lavet forskning, som viser, at mængden af knus og kram i hverdagen er ligefrem porportional med varigheden af ægteskabet. Men hvad kom først? Hønen eller ægget? Krammer man fordi man elsker. Eller elsker man fordi man krammer? Halvt af hver?

En dag finder forskerne måske ud af præcis, hvad der skal til for at udløse kærlighedshormonerne, og også hvordan man bedst vedligeholder mængden af kærlighedshormoner. Altså de hormoner, som får os til at have behov for at være i et ægteskab. Men jeg er nu ikke sikker på, at livet bliver mere berigende af den grund. Forestil dig, at du ikke længere er sammen med din ægtefælle, bare fordi du har lyst, men i stedet med det bevidste formål, at vedligeholde kærlighedshormonet? Det er altså ikke altid bevidste tanker og handlinger, er bedre end de ubevidste og impulsive. Tænke, tænke, tænke: "hun skal på kursus med overnatning" Tænke, tænke, tænke: "jeg kører plan C fra i morgen." Plac C: 8 kram om dagen. 10 kys om dagen. 22 smil. 3 jeg-elsker-dig-sætninger. 3 gåture med holde-i-hånd. opdatere fotografi. Være sammen opgaver fremskyndes. Husk at ringe én gang om dagen, mens hun er på kursus.

Mon der er forbindelse mellem gentagne problemer med utroskab og personligheden?

Noget kunne tyde på, at der er en meget klar sammenhæng. Men det er en hel artikel for sig selv. Jeg kan dog afsløre, at jo større interesse for sex, desto større risiko for utroskab. Det kan jo ikke overraske nogen. Vi ved også, at en hel del personlighedsforstyrrelser medfører øget risiko for utroskab. Og vi ved, at især kombinationen høj selvtillid og lavt selvværd ofte resulterer i tilbagevendende problemer med utroskab.

Her vil jeg nøjes med at konkludere tre ting

- utroskab er for de fleste så skadeligt, at enhver bør undgå det.

- at der som hovedregel skal to til at forebygge mod utroskab.

- at den enkelte - via selvindsigt - bør lave deres eget alarmsystem indeholdende en forebyggende krisestyringsplan med konsekvensopgørelse, så ulykken undgås.