Den amerikanske præsident George W. Bush har godkendt henrettelsen af den menige soldat og kok i den amerikanske hær Ronald A. Gray.
Med godkendelsen er Bush den første præsident siden 1957, der giver grønt lys for, at en dødsdom fældet ved en amerikansk militærdomstol gennemføres, skriver timesonline.
Ronald A. Gray, der i dag er 42 år gammel, har siddet på dødsgangen siden han i 1988 blev dømt for to tilfælde af drab, drabsforsøg og tre voldtægter ved en militærdomstol. Inden da havde en civil domstol idømt ham flere livsvarige fængselsdomme for de samme forbrydelser.
Henrettelsen vil ske ved hjælp af en dødelig indsprøjtning.