Af Michael Lund | milu@avisen.dk
Der var ingen ende på jublen, da Dansk Industri (DI) og Danmarks Eksportråd lige efter Irak-krigen skulle beskrive de danske eksportmuligheder i landet. DI forudså i 2004 en årlig eksport på tre milliarder kroner i 2007. Men sidste år var eksporten kun på 200 millioner.
»Dengang troede man virkelig på en ny epoke for dansk erhvervsliv i Irak. Landet havde masser af olie, og mange håbede, at den danske deltagelse i koalitionen ville give os fortrinsret til ordrer i landet. Der må man nok erkende, at vi var for optimistiske. Ingen havde forudset, at sikkerhedssituationen ville udvikle sig så alvorligt,« siger chefkonsulent Peter Thagesen fra DI.
Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup fremhævede i 2003 eksportpotentialet som en sidegevinst ved at sende soldater til Irak.
»Vi havde en forhåbning om en sidegevinst ved det danske engagement i Irak i form af øget eksport. Det afgørende for invasionen var selvfølgelig, at Saddam tilsidesatte FN s resolutioner, men vi havde da en berettiget forventning om, at danske virksomheder skulle have gavn af, at vi ydede et stort bidrag i Irak. Desværre er Irak jo blevet et samlingspunkt for terrorister. Det kunne ingen forudse,« siger han i dag.