I blogosfæren støder man på fora, der har mistet gnisten og debatglæden og hvor der i stedet udfoldes voldsom energi i at intrigere og nedgøre hverandre.

Når man står over for sådanne triste komatøse daebatfora, antager man gerne, at debatmoderatoren og de ansvarlige trods alt har kæmpet en brav kamp mod uvæsenet, men efterhånden har indstillet sig på tingenes tilstand og kun gennem trusler, sletninger og uddeling af ufrivillige 'ferier' har kunnet holde uvæsenet sådan nogenlunde i ave.

Imidlertid kan en anden tese opstilles, der kan vise sig at være langt mere forklarende. Disse debatfora er ganske vist angrebet af en ødelæggende debatsygdom, der passende kan kaldes 'blogdebatitis', men det er i høj grad en selvforskyldt sygdom opnået med forsæt.

Enkelte gamle på Avisen kan huske de gode, gamle hyggelige debatdage fra før kragerne fra DR-debatten slog sig ned og begyndte at spolere debatklimaet. Men hvorfor var det lige netop, at det blev Avisen, der blev angrebet så voldsomt? Har de ansvarlige på Avisen i virkeligheden - lige siden de første tegn på den alvorlige tilstand viste sig - ignoreret symptomerne og måske ligefrem opmundret til stadige forværringer?

Det første tegn på den alvorlige sygdom 'blogdebatitis' viser sig, når en enkelt debattør begynder at forene en usædvanlig høj koncentration af tilstræbt ignorance over for andre med åbenlys jalousi. Hver for sig er disse egenskaber ikke kritiske, og de fleste kan nok ikke sige sig helt fri for en vis mængde af begge dele i sig, men når de to egenskaber når en bestemt koncentration, og når debattøren tilsyneladende har uendelig tid og ressourcer til rådighed, sker der en nærmest kemisk reaktion, der breder sig som en elektronisk virus over hele debatfladen og de øvrige debattører.

Infektionen kan med sikkerhed konstateres, når en eller få debattører begynder at hamre løs med den ene indslag efter det andet adskillige gange om dagen 24/7 i endeløse tråde og med fuldstændig virkelighedsresistens og forblændet af egne fordomme og klamrende sig til en meget snæver politisk identitet. Emner kan ikke mere uddebatteres, seriøs information kan ikke udveksles, og når en næsten endeløs tråd ebber ud pga. simpel udmattelse, har debattørerne lært lige så lidt som havde debatten overhovedet ikke eksisteret. Seriøse ord og tanker har været fuldstændig spildte ord på Ballelars; konklusioner er ikke-eksisterende.

Og hvad var så Avisen holdning, da infektionen begyndte at bryde ud: Jo, disse vanvittige debat-ridt blev helt fra starten opmundret af Avisen gennem statistikker over de mest aktive debattører og ligefrem udnævnelser af anbefalede bloggere. Jo værre jo bedre, syntes Avisens ansvarshavende at have tænkt. Det var som om, Avisen for alt i verden ville være landets debat-forum nr. 1, uanset hvor meget den galoperende debatsygdom hærgede.

Næste stade i sygdommen indtræffer, når de mest inficerede bloggere forsøger at få kontrol over debatten. Modstandere dømmes illegitime og uønskede/onde/syge.. Trusler og fingerede politianmeldelser svirrer rundt i luften.
Når sidste stade i sygdomsangrebet er nået, er der ikke en gnist af intelligens tilbage i debatten. Dette er den afsluttende komatøse tilstand. Her er debatten i realiteten død selvom der måske nok stadigvæk produceres ord på ord som en rygmarvsreaktion.

Debatten kan herefter ligge underdrejet i lange tider. Helbredelse kan forekomme, men det ejendommelige er, at det vil ske spontant en dag uden behandling. Om end hvor meget de vil, kan Avisens ansvarshavende næppe gøre fra eller til for at fremskynde helbredelse, f.eks. ved at kræve opgivelse af anonymitet.

Man kan forestille sig, at den reelle helbredelse begynder ved at de ambitiøse og seriøse debattører møver sig forsigtigt frem godt skjult under en hyggelig gemytligheds maske og foregiver at være ganske ufarlige og nærmest konfliktsky. Herved opdager de jaloux debatspoilerne, der vogter nidkært over den kroniske komatøse og intelligensforladte debat, overhovedet ikke hvad der er under opsejling, og pludselig en dag kaster de seriøse debattører masken som ulven for den lille Rødhætte og tager over. Herved indtræffer helbredelsen spontant og en ny spændende debatperiode kan begynde.

Hermed afslutter jeg deltagelse i debatten på Avisen og ønsker held og lykke med en mulig helbredelse.