Vor civilisation har åbenlyse uoverensstemmelser med den islamiske opfattelse af såvel individ som samfund. Opdeler man islam i tre dele, er de to dele sådan set fuldkommen uforenelige med vor civilisatoriske grundlag, nemlig respekten for det enkelte individ, og demokratiet som uafviseligt grundlag for samfundenes indretning.

Heldigvis opererer man i europæisk sammenhæng med forfatningsmæssig adgang til at fraskrive sig helt utilstedelige dogmer, som eksempelvis de to tredjedele af det islamiske tankegods, der omfatter individ- og samfundsreguleringen. Man har religionsfrihed og kan altså kvit og frit udskifte helt vanvittige dogmer, der synes uløseligt forbundne med religiøse forestillinger.

Den forfatningsmæssigt sikrede og statsgaranterede religionsfrihed, er derfor vore civilisations vaccine mod idioter, der mener at skulle tilpasse verden efter deres dogmer, i stedet for at anerkende at disse normer, for to tredjedeles vedkommende, er uforenelige med vor civilisations kulturkreds.  

De der har valgt at kalde sig muslimer, må altså både nu og fremover være indstillet på, at dersom deres selvvalgte religion indeholder elementer, som er inkompatible med den demokratiske samfundsorden, så er disse specifikke dele af religionen ikke dækket af religionsfriheden. Disse dele er politiske statements der, i selvvalgt konfrontation med alle vi andres statsgarantier, både skal og må tåle enhver nødvendig form for modsigelse.

http://jp.dk/arkiv/?id=1289442&eceExpr=kameldrivernes lære&eceArchive=o