Det tager mange år at erhverve adgangen til et dommersæde, siges der. Jo, men det behøver sådan set kun at tage ca. 5 sekunder at skulle mødes med dommeren som ‘bruger’. Nemlig den tid det tager, at forbryde sig mod civil- eller straffeloven. Et knivstik…en falsk underskrift…en voldtægt…en skalle…en afsløring med euforiserende stoffer i lommerne…

Det afgørende er egentlig ikke hvilke uartikulerede promoveringer dommere føler trang til at bære under embedsudøvelsen, men hvordan det virker i det offentliges rum.

Vi har andre særligt beskyttelspåkrævede grupperinger i samfundet end de religiøse. Og hvor sætter vi grænserne op for private promoveringer i det offentliges rum?

Kan en forsvoren sadomasochist optræde i dommersædet i lakstøvlerne, gummi- og læderoutfit og med pisk? Kan en lesbisk optræde iført påspændingsdildo i embedet? Og hvorfor dog ikke, hvis tørklæderne kan promoveres som stærkt politiserende, uartikuleret statement?

Ville en dommer med tørklæde dømme mildt i en pædofilisag, fordi profeten Muhammed selv ægtede en 9-årig?

Hvad der registreres, vurderes og konkluderes af domstolens embedsfolk, kan formentlig lægges i velovervejede og forudsdisponerede skabeloner, altså ind i den klassiske juridiske metodik, uanset om der bæres tørklæde, joggingtøj, eller fantøjet fra fodboldklubben. Vi udenforstående kan jo eksempelvis ikke se, hvordan en dommer har været påklædt i sine private gemakker, under udarbejdelsen af dommens ordlyd.

Men det virker altså mest betryggende, at mødet med stævnede og sigtede ikke forstyrres af uartikulerede statements, hos de som professionelt i statens tjeneste ganske ofte, afstikker kursen skelsættende for en medborgers fremtidige skæbne.

Hvem ville ønske at blive dømt af en FCK-fan i dommersædet? Hvem ville ønske at blive registreret, vurderet og dømt at en dommer med en strittende fallos, påspændt underlivet? Eller med pisken liggende over de lakbestøvlede dommerben, under retsmødet? Ville en svoren ateist ønske at blive dømt af dommere, iført det islamiske tørklæde?

Nej, vel vil man gerne have, at de der afgørende træffer beslutning om egen personlige fremtidige skæbne, udviser den respekt for sigtede og indstævnede, at der i det mindste ikke promoveres uartikulerede meninger fra de der skal dømme et medmenneske.

Og det er her Birte Rønn Hornbeck kommer helt galt af sted i sin kronik. Sagen er netop aldrig en sag der angår dommerne, men udelukkende de sigtede og stævnede, som med enhver rimelighed skal kunne forvente, at møde dommere der på enhver måde er fuldkommen uden promoveret forudindtagethed overfor enhver der stilles foran disse dommere.

I dansk retstradition arbejder vi med fri bevisbedømmelse. Og hvilke beviser skal man så fremover undlade at fremlægge, i frygt for at tirre en dommer der åbenlyst har uartikulerede holdninger med sig i sin embedsudøvelse og i møderne med sigtede og tiltalte? Hvordan skal man belægge sine ord, for at begunstige særligt den dommer der åbent skilter med helt personlige og private overbevisninger?

Jeg er ikke i tvivl om, at Birte Rønn er et stærkt troende menneske. Det sker jo med præstedøtre, at barnelærdommen holder ved. Men det rejser sandelig begrundet tvivl om hende dømmekraft, at levere en kronik som den netop trykte i Politiken.

Ligesom det tager mange år at indtage et embede som folkets ministerielle tillidsrepræsentant i folketinget, behøver det sådan set kun at tage ca. 5 sekunder at lægge den ministerielle fremtid i grus.

Nemlig de sekunder det tager at finde og trykke på ‘enter’-knappen, når man er minister i en regering der har neutraliteten som pejlemærket, mens man aldeles iloyalt helt klart anser dommerstanden for et så ophøjet folk, der skal indrømmes retten til helt uden kontakt med den virkelighed de skal agere i, selv at vælge hvilke mere eller mindre outrere fremtoninger de skal møde deres anklagede ‘kunder’ med.

Dommerene er de måske bedst uddannede buschaufføre jeg kender. Men jeg vil gerne vide når jeg møder dem på arbejde i retssalene, at de vitterligt er dommere og kun det - og netop ikke buschaufførere!

Jeg synes efterhånden, at både statsministeren og Dansk Folkeparti har været overordentligt langmodige med vore klerikalt blåtonede hattedame. Asmaa Abdol-Hamid kan derimod og helt forventligt med triumf meddele sin fulde støtte til Birte Rønn-Hornbeck og bærer derved endnu engang ved til bålet om, at islam, når alt kommet til alt, i virkeligheden står over alt dette menneskeskabte nonsens om uafhængige og neutrale domstole!! 

Jeg er ikke sikker på at støtten fra netop den kant, er voldsomt karrierrefremmende for Birte Rønn Hornbeck!