Ytringsfrihed er ikke en pest, men statsministerens version er det.

"Bål og heks, ytringsfrihed er en pest" - sådan lød et slagord ved Hizb ut-Tahrirs protestmarch til Sankt Hans Torv. Sådanne ord rimer dårligt, også med den danske selvforståelse. Hizb ut-Tahrir går ind for voldsomme indskrænkninger i ytringsfriheden, således at selv folk af anden tro får forbud mod "hadefulde krænkelser af profeten Muhammad".

Selv krænker jeg gerne folk, også ved at stille frække spørgsmål til deres religion. Min ret til at gøre dette er ikke truet af en beskeden flok galninge. Jeg har hidtil kun modtaget trusler fra kristne danskere, og dem tager jeg mig heller ikke af. Min ytringsfrihed begrænses først af fremmest af høflighed, dernæst af strategiske hensyn til mine nære omgivelser og i sidste instans af samfundets straf for det ytrede.

Religion er forvirret overtro, men det er sundt at lade sig inspirere af andres gerne modstridende tanker - uanset om de så står i Bibelen, Koranen eller Mein Kampf. Billeder er endnu mere spændende, da de er så åbne for fortolkning. At billeder også kan forarge voldsomt kender vi alt til. En forarget minister beordrede Jens Jørgen Thorsens erigerede Jesus-skikkelse overmalet, butikker trak et parti Jesus-sandaler tilbage - og så var det også nogle tegninger af Muhammad.

Forargelse

Enhver kan næsten selv bestemme, hvad de åbner deres øjne og sind for. En grim undtagelse er byens offentlige rum, der nu overklistres med hushøje kommercielle budskaber - liberalismens svinske graffiti. Her er nogen, der har fået tildelt en voldsom ret til at ytre sig - ofte med afklædte damer som blikfang, det kan vel ikke forarge nogen.

Og vel har vi alle retten til at ytre os frit. Men bagefter har alle andre naturligvis også deres frie ret til at kritisere det ytrede, som fx Hizb ut-Tahrir i bedste danske tradition gør det. Eventuelt krænkede kan efter den frie ytring med domstolenes hjælp prøve at få slået fast, hvor dyrt sådanne ytringer koster. Hvor på ytringsfriheden naturligvis er gradbøjet, på trods af Anders Fogh Rasmussen demagogiske ord om det modsatte.

Ytringer, der ikke umiddelbart kan straffes gennem lovgivningen, klares af folkedomstolen. Her er et godt eksempel forfatteren Jørgen Leth, hvis digteriske fremstilling af eget sexliv ikke passer vores bornerte tidsalder. Folkedomstolen sørgede så for, at forfatteren blev frataget udmærkelser og arbejde, efter en solid tur i den offentlige gabestok.

Særkendet ved den offentlige udhængning er, at den anklagede hverken får lov til at føre vidner eller fremlægge beviser. Alle anklagere, ikke mindst journalister og politikere, dømmer hurtigt og skånselsløst på baggrund af løse rygter, og nægter at lade sig distrahere af eventuelt modstridende kendsgerninger.

Fri for ytringer

Umiddelbart lugter sådanne metoder af retsløshed, og sådanne angreb på frie ytringer ligner Hizb ut-Tahrirs til forveksling. Og det er desværre også her, at Hizb ut-Tahrir har en enkelt pointe. Ytringsfrihed er ikke en pest, men statsministerens og Jyllands-Postens version er det - og det er både rimeligt og forståeligt, at Hizb ut-Tahrir angriber netop dette.

Den statsministerielle version af begrebet "Ytringsfrihed" er så udtyndet og skævvredet, at det gør Anders Fogh Rasmussen til den største fare for den danske ytringsfrihed.

Statsministeren er kendt for at holde endog meget stram disciplin i egne rækker. Hvis fx en Søren Pind gør sig sine egne tanker og fortæller andre om dem, falder fars hammer. Partilinjen er et diktat, frie ytringer og debat bør kun ske diskret bag partiets lukkede døre, så resten af verden ikke bliver forvirret over modstridende tanker.

Anders Fogh Rasmussen har svært ved at skelne korrekt mellem statsministerens borgerlige rettigheder, og sin egen personlige frihed. Han har fx konsekvent afvist en bestemt journalist uden at kunne give en saglig begrundelse. Ombudsmanden måtte forklare Anders Fogh Rasmussen, at en statsminister i denne situation ikke kan nøjes med at udvælge venligtsindede journalister. Ministre har ytringspligt.

Bannerførere

Vi har ytringsfrihed i Danmark, og som en klog mand engang tilføjede, har vi også lov til at gå på vandet. I begge tilfælde er det ikke nok at have retten på sin side, for at få det til at fungere. Internettet har gjort det langt lettere at ytre sig, men det er faen til forskel på at kaste sine ord på en ubemærket blog, og så at have adgang til de store medier. Retten til at ytre sig tvinger ikke nogen til at høre på det ytrede, endsige til at forholde sig til de ytrede meninger.

Et stort dagblad som Jyllands-Posten har ressourcer og magt til at sætte dagsordenen, i det mindste for en kort tid. Bladet betragtes af statsministeren som bannerfører for ytringsfriheden, og har da også gennem tiden leveret megen fremragende journalistik. Det sker desværre ikke så tit mere.

Magthavere og magtfulde skal have stukket frække spørgsmål i næsen, uanset om de teknisk set har baggrund i Folkekirken eller Islam, Socialdemokratiet eller Venstre. Hvis de magtfulde dummer sig, har demokratiet brug for, at nogen borer i det. Små galninge skal også hænges ud, men det er fortvivlet proportionsforvrængning, at lade sig nøje med at pisse på de små.

Jyllands-Postens udgave af ytringsfriheden er nu en tynd kop te. Det er alt for nemt at sidde her i Kongeriget, og føle sig rigtig frække ved at pisse på diverse helst udenlandske mindretals religiøse følelser. Samtidig er det yderst sjældent, at avisen tør træde på vore egne kernedanske ligtorne.

Mobning

Profeten Muhammad og hans mere lattervækkende tilhængere har brug for at blive krænket. En gang imellem. Hvis en fræk elev får tørt på af læreren og de andre elever en gang imellem, er det en velfortjent afklapsning. Hvis det sker dagligt, kaldes det mobning. En god avis - og jeg var daglig læser af Jyllands-Posten i en årrække - forstår at variere sig. Hele tiden noget nyt, i stedet for klamme og tendentiøse kampagner.

I denne sag har Jyllands-Posten kapret ytringsfriheden, og har forsimplet den til et figenblad over bladets konsekvente mobning af muslimer. Med regeringens fulde opbakning og medleven. Hvis man ikke føler trang til åbent og ustandseligt at pisse på muslimer, er man modstander af ytringsfrihed - så simpelt er det blevet.

Hvis Jyllands-Posten skulle tages alvorligt som forsvarer af ytringsfriheden, skal der et noget bredere sigte til. "Danmark internationale avis" kunne have valgt at fokusere på undertrykte sandheder fra hele verden i en endeløs række af artikler, hvor der ikke blev skelet til, om de var foregået under præsident Mahmoud Ahmadinejad eller George W. Bush.

Denne flotte serie om ytringsfrihed skulle selvfølgelig garneres med en dybdeborende serie om alle de undertrykte problemer, vi fortsat gemmer bort i Danmark. Logoet for serien er naturligvis den flotte tegning af ham der med bomben i turbanen - men denne bagatel kan da ikke gøres til selve historien, når der er så meget andet, der burde presse sig på.

Terror

I stedet bliver masser af problemer fortsat konsekvent ikke omtalt. De er slet ikke åbne for debat. Andre problemer bliver kun omtalt i en sammenhæng, hvor det hele skyldes "de fremmede". Tidligere var det god politik at give "de fremmede" skyld for arbejdsløsheden - lige nu har de samme politikere måtte gemme den forklaring lidt bort, da Kongeriget i øjeblikket har brug for masser af udenlandske hænder.

På samme måde diskuteres begrebet terror kun som om det er et religiøst fænomen. Det er korrekt, at katolikker, protestanter og muslimer i årevis har spredt terror. Det er også korrekt, at langt hovedparten af disse grupper lever et helt normalt liv, men at ganske få er indblandet i det, som vi i øjeblikket definerer som terror.

Denne brændemærkning af de mange på grund af de få, er desværre et udbredt fænomen. Ude i verden findes der andre folkeslag, der bebrejder alle i Danmark, at nogle få hundrede danskere kaster med bomber mod muslimer. Det er indlysende tåbeligt, da Danmark jo blot på god folkeretslig vis deltager i den amerikanske koalition for at bekæmpe terror. Og det er af humanistiske årsager, at det danske militær har smidt med bomber i Irak og Afghanistan.

De meget omtalte tegninger har ikke pyntet på det generelle billede af Danmark. Andre tanketomme galninge har efter sigende diskuteret mordplaner på en af tegnerne. Og senest har diverse småtosser fundet en god anledning til at lege pyromaner.

Missiler

At brænde andre menneskers huse og biler ned, er dumt og mediemæssigt en katastrofe. Det giver flotte billeder i medierne, men ingen kan lide at se store værdier gå tabt på den måde. Det gælder hvad enten det er irakere, der ser deres hovedstad brænde efter danskstøttede bombninger - eller trætte folk på Nørrebro, der atter ser tunge røgskyer udenfor deres gadedør.

Journalister er varmesøgende missiler - de kommer kun, hvor der er brand i gaden. Urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset viste helt det samme mønster. Massevis af muntre aktioner blev aldrig omtalt, hvis endelig medierne dukkede op, var det fra kriminalredaktionen. Og de gode reportere spurgte så høfligt, hvornår balladen ville starte.

Tusinder af mennesker på gaden i en fredelig demonstration blev slet ikke nævnt. I stedet var medierne fulde af flotte genbrugte farvefotos af brændende skraldespande, kreativt forstørret med omhyggelig misbrug af zoom-linsen. Under billederne beklagede diverse meningsdannere sig over, at disse ballademagere åbenbart ikke kunne protestere uden at smadre alting.

Frustration

På Nørrebro lader politiets visitationszoner leverpostejsfarvede danskere vandre frit, mens mørklødede unge bliver mandsopdækket. Politiets hårdhændede behandling af en tilfældig ældre indvandrer bliver ikke taget alvorligt. De unge oplever en markant forskelsbehandling, hvor andre danskere ikke bliver overvåget og anklaget med samme nidkærhed.

Arrestationer af påståede terrorister og mordplanlæggere opfattes som blot endnu nogle uberettigede spark i nosserne. Alt forstørres og forvrænges udi det helt groteske via rygter og sms-kæder, for mediernes lige så tendentiøse referater tager ingen alvorligt.

Der er bål i gaden igen. Jeg hader det, og det gør mig dybt frustreret. Kriminalreporterne jubler over de nemme historier, og tamper tankeløst videre. Politikere vrider tommelskruerne et par nøk hårdere, ved at kræve forøget overvågning og straf - af en frustreret og lammetævet gruppe, der i forvejen føler sig hængt specielt til tørre.

Behændigt nysprog gør en perverst indsnævret ytringsfrihed til en hellig ko, som der ikke må stilles spørgsmål ved. På samme måde omdefineres samfundets værdier og værdisættes i kroner og euro, så de kan sælges til højstbydende. Alt er til salg - kun penge har værdi i denne verden.

Gløderne har ulmet længe. Vi er mange, der føler os overkørte af samfundsmaskinen, og det bliver hele tiden sværere at få ørenlyd. Nogle få forvirrede omsætter frustrationerne til meningsløst pyromani. Idiotisk, men det får trods alt nogle politikere til endelig at indse, at der er problemer, som ikke kan holdes gemt under gulvtæppet.