Vore medier lyver skamløst for os om krigen - og NATO er den største løgner.
Under Golf-krigen fabrikerede et reklamebureau en grum sag om irakiske soldater, der kylede nyfødte kuwaitiske babyer ud af kuvøserne. Der er ingen tvivl om, at alle parter har lært af den historie, og leverer langt mere solide løgne i dag. Dagens eksempel er dog mere beskedent.
Berlingske Tidende har i dag en historie - den afghanske Taleban-milits er ikke længere i stand til militært at vinde et regulært slag mod NATOs styrker. Efter seks års krig var det vel også på tide.
Artiklen indeholder også en lille vandrehistorie, hvor den hollandske oberst Peter Fröhling, stabschef for ISAF i det sydlige Afghanistan, citeres for ordene: "Eksempelvis fandt de (taleban, red.) for nylig en dreng med en femdollarseddel på sig. Han blev hængt."
Jeg har tidligere mødt samme historie rundt på nettet, hvor den krediteres til en Mohammad Wali eller Wali Muhammad, der skiftevis kaldes for "district governor" og "police chief" i Sangin. Noget der ligner en ret oprindelige kilde findes her.
Som historien beskrives i linket er den modbydelig nok - talibanerne sluttede mishandlingen af drengens lig ved at stoppe fem en-dollar sedler i hans mund. De udenlandske penge var ikke grunden til drabet, der skete ud fra nogle diffuse beskyldninger om spionage.
Den uhyggelige begivenhed bliver til en vandrehistorie, når den mere mundret ændres til "Taliban simply hanged him because they found a five-dollar note in his pocket, Sangin district governor Mohammad Wali told AFP." - som tydeligvis er den version, oberst Peter Fröhling så fortæller videre. Og det er den version, som omgående fik min bullshit detektor til at vibrere. Historien var blevet næsten for god, og er da også citeret 1000vis af steder ude på nettet.
Fejlen i historien er ikke særlig stor, men tydelig. Den er næsten sand. Jeg reagerer, fordi den ikke er helt sand, men tydeligvis tror denne oberst Peter Fröhling fuldt ud på den - og den giver desværre lidt af en idé om den kritiske sans og soliditeten af de efterretninger, som de ledende Nato-styrker træffer deres beslutninger på.
Pressen skal nok sørge for at minde os om, at fjenden lyver. Men NATO og de øvrige krigsførende lande har lige så meget gang i propagandamaskinerne, som ovennævnte eksempel viser. I demokratierne skal befolkningerne bankes på plads, til en fortsat opbakning for krigen. En større sammensværgelse er slet ikke nødvendig, vores følgagtige medier griber gerne enhver vandrehistorie, og slår den ukritisk stort op.
Jeg orker alt for sjældent at grave efter lidt fakta, når medierne atter smider en skrøne i overskrifterne. Men jeg bliver sjældent skuffet, når jeg tjekker - og takket være internettet, er det blevet meget lettere.
Mønsteret var det samme under krigen mod Jugoslavien. En bevæget britisk udenrigsminister Robin Cook fortæller i marts 1999 en rystende historie på tv: 20 skolelærere er blevet skudt af serberne, for øjnene af deres egne elever. Hashim Thaqi fra Kosovo Liberation Army går så til pressen med en stærkere version, hvor det nu er 22 lærere, der er blevet hængt foran deres elever.
Det var en typisk vandrehistorie, som ukritisk blev bragt videre af NATO. Selv om den hurtigt burde have være afvist af ren mangel på beviser, blev den slået stort op, og vore regeringer og militær brugte den som propaganda. Det samme gjaldt NATOs historier om de 100.000ender af nyligt dræbte, som Slobodan Milosovics styrker havde henrettet. Massegrave i den skala er aldrig fundet. Det samme gælder for Saddam Husseins Irak.
I krigens kaos er objektive kendsgerninger svære at opdrive, og alle reklamebureauerne på patriotisk overarbejde med nye løgne. Vore politiske ledere har adgang til et grundigt efterretningssystem, hvor de kan indsamle alle de hemmeligholdte oplysninger - men er åbenbart tilfredse med at bruge vandrehistorier, der er indlysende fejlagtige.
Længe efter, når blodet forhåbentligt er størknet på slagmarkerne, kunne der være tid til at kikke alle myterne efter. Som sædvanligt for sent, for propagandaens gift har for længst har gjort sin virkning.