EFTER 2008 - USA s sidste chance

I en netop udgivet, fremragende bog analyseres begyndelsen på det mange havde troet skulle blive det amerikanske århundrede. Skarpheden i analysen kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv de mest realistiske udenrigspolitiske iagttagere og vel ikke mindst beslutningstagere. Fordi, hvordan er det gået efter selvkroningen af den amerikanske præsident som den første globale regent ?

I bogen eksamineres de tre amerikanske præsidenter efter sejren i den kolde krig. Og dommen er hård ikke mindst over den nuværende præsident, der frit oversat har gjort forventningerne til en amerikanske hegemoni baseret på en global ansvarlighed til skamme.

Forfatteren vurderer de tre præsidenter efter den amerikanske karakterskale A-F, hvor A svarer til vores 11-tal og F vel mest ligner vores 03 (efter den gamle skala).

Den første globale leder, George Bush Senior får den bedste score, nemlig et solidt B. Bush Senior havde taktiske færdigheder og var meget erfaren udi udenrigspolitik, men han formåede ikke at drage fordel af de oplagte strategiske muligheder.

Den anden globale leder, Bill Clinton får scoren C. Han var karakteriseret ved et alt for stort gap mellem mulighederne og resultaterne.

Den tredje globale leder, George W. Bush derimod har været "a failure" og får lavest mulige score, et F. Den siddende præsident har et simplificeret og dogmatisk verdenssyn og har i alt for høj grad være drevet af troen på en selvdestruktiv unilateralisme drevet af en idealistisk forestilling om om fremtidens verdenssamfund.

Det er bestemt en hård dom, men forfatteren sammenfatter Amerikas første 15 år som global leder som "bad performance" og opremser nogle af hovedelementerne i dagens udfordringer som USA ikke har formået at rette op på:

1) Intensiveret modstand mod vesten udover hele den islamiske verden.

2) Et eksplosivt Mellemøsten.

3) Et Iran med stærkt stigende indflydelse på verdens vigtigste olievej, Den persiske Golf.

4) Et skrøbeligt og nukleart Pakistan og i alt fire nye atommagter.

5) Et stærkt utilfreds Europa.

6) Et vredt og pirreligt Rusland.

7) Et Kina, der er i gang med at skabe et Østasiatisk Fællesskab.

8) Et isoleret Japan i Asien.

9) En populistisk anti-amerikansk strømning i Latinamerika.

10) Sammenbrud i nedrustningsregimet.

Forfatteren skriver, at usikkerheden er blevet omsiggribende, fremskridt i menneskelig velfærd har været sporadisk, miljøspørgsmålet har langt fra fået en central rolle, og, siges det, som en følge af disse fejl har det amerikanske lederskab mistet sin legitimitet, ligesom kredibiliteten af det amerikanske præsidentskab er blevet undermineret, og USA s moralske førerskab har lidt skade.

Med andre ord har USA i den grad misforvaltet og så langt fra levet op til sit globale lederskab, som der ellers var så mange forventninger til. I følge forfatteren har USA i den grad ikke levet op til sit ansvar til stor skade ikke mindst for USA selv. Og forfatteren spørger retorisk, hvorvidt USA har en anden chance for at leve op til sit lederskab. Konklusionen er, at USA har en og kun en chance til for at påtage sig sit ansvar. Lykkes dette heller ikke må USA vinke farvel til rollen som global leder og indstille sig på en ny multilateral orden, hvor mange andre aktører vil kunne kræve og vil kæmpe for deres del af den geopolitiske magtkage uafhængigt af amerikanske prioriteter.

At USA har endnu en chance skyldes den simple kendsgerning, at der ikke i dag er nogen anden magt, der er kapabel til at spille den rolle som USA potentielt kan og skal spille. Europa mangler politisk enhed og viljen til at spille global leder. Rusland kan ikke beslutte sig for om de vil være et autoritativt, imperialistisk, socialt tilbagestående Eurasisk imperium eller en sand moderne europæisk demokratisk stat. Kina stormer frem, men har stadig at skulle vise den måbende globale offentlighed, hvordan man vil eller kan håndtere samspillet mellem en fremstormende økonomi og et ekstremt centralistisk bureaukrati og det centralistiske politiske system. Derudover har USA monopol på global militær udstrækning, verdens største økonomi, en teknologisk innovativ kultur, hvilket giver USA en særlig status og magt.

Derudover er der en - selvom den måske ikke er udtrykt officielt - global erkendelse af, at verden i den nuværende transformationsproces har behov for en international stabilisator, som kun USA formår at spille. Per definition er en utilstrækkelig amerikansk udenrigspolitik lig med kaos.

Udfordringen for den fjerde globale leder - efterfølgeren til George W. Bush - vil have som sin primære opgave internationalt at udnytte dette endnu bestående amerikanske momentum og udnytte den resterende del af amerikansk goodwill rundt om på kloden. Det er ikke nogen nem opgave. Faktisk tyder alt på, at det vil tage mange år at genskabe den amerikanske politiske kredibilitet og legitimitet.

En ny præsident skal trække strategiske erfaringer ud af de sidste års fejlslagne geopolitik. Her påpeger forfatteren to centrale udfordringer, nemlig genskabelsen af den atlantiske fællesskab og mellemøstlig fred mellem palæstinensere og israelere m.fl. Med andre ord skal USA satse massivt på at opbygge og udbygge sine alliancer med vennerne og forsøge at splitte fjenderne yderligere, så de ikke fremstår som en opportunistisk eller truende enhed.

Forfatterens konklusion er, at det er essentielt, at USAs anden chance efter 2008 bliver mere succesfuld, primært fordi der ikke vil være en tredje chance. USA har akut behov for at skabe en reel post-koldkrigs globalistisk udenrigspolitik, der kan vinde opbakning blandt regionale stormagter.

Forfatteren bag denne både dystre, men også konstruktive analyse af USAs rolle som global leder er Zbigniew Brzezinsky, der i årtier har været blandt de fremmeste udenrigspolitiske analytikere i amerikansk udenrigspolitik. Bogen hedder ganske enkelt Second Chance - Three Presidents an the Crisis of American Superpower.

Det skal blive interessant at følge reaktionerne på Brzezinskys analyse. Udebliver markant og troværdige alternative analyser må man drage den konklusion, at USA befinder sig i en ekstrem alvorlig situation. Netop som verdens eneste supermagt skulle til at nyde frugterne af sejren i den kolde krig er der altså meget, der tyder på, at landet ikke har været opgaven voksen. Årsagen er ikke alene George W. Bush mildest talt ramponerede presidency , men konsekvensen af en supermagts manglende evne til at formulere og efterleve en sammenhængende udenrigspolitisk strategi baseret på tilbundsgående og realistiske analyser og vurderinger af udfordringerne og ikke mindst dynamikken i et tiltagende globaliseret verdenssamfund.

TheAmbassadors personlige vurdering og konklusion:

Brzezinskys bærer præg af et flot klarsyn, men også en efter min vurdering for ensidig vurdering af USA bedrifter og fremtidige rolle. Jeg er enig med forfatteren i, at den siddende præsident i den grad har spillet sig alle ahandle muligheder af hånde, og at verdenssamfundet må vente endnu et par år for at se om USA udenrigspolitisk og strategisk formår at rejse sig fra den rådvildhed, der har karakteriseret supermagtens ageren siden Den Kolde Krigs dage.

Som jeg har argumenteret for i flere af mine hidtidige blogs (http://avisen.dk/blogs/TheAmbassador/default.aspx) er der en lang række strategiske muligheder i amerikansk udenrigspolitik, der i den grad har været underspillet i de senere år, bl.a. som følge af den selverklærede Krigen mod Terror, hvis rationale for så vidt var logisk, men vis fremtræden, udførelse og overordnede og langsigtede målsætninger samt sammenhængende logik var ekstremt dårligt håndteret.

Brzezinsky har bestemt fat i nogle af de tendenser, der vil være afgørende for, at USA i det 21. århundrede vil kunne spille den alt afgørende rolle i geopolitikken.

Det vil være altafgørende, at USA formår at inddrage og give plads til de fremstormende økonomier og stormagter. Det skal ske i form af reel indflydelse, men tillige i form af opbygning af forpligtende relationer.

USA skal rette op på sit internationale renommé ved at afskrive sig retten til at benytte sig af konventionsstridige metoder og derimod freme netop de standarder verdenssamfundet er blevet enige om gennem de sidste 50 års internationale aftaler.

USA vil skulle genopbygge tilliden og den gensidige afhængighed med traditionelle alliancepartere, herunder som det vigtigste medlem Den europæiske Union. Dette vil skulle være en gensidig bestræbelse, der vil stille enorme krav til den europæiske politiske fleksibilitet og stringens.

USA skal i langt højere grad formulere en offensiv frem for en aktivistisk udenrigspolitik ikke mindst set i lyset af, at de mest oplagte modstandere i verden i dag ikke kan bekæmpes militært og i hvert fald kan freden ikke vindes efter brug af massiv og overlegen militærmagt. Diplomatiet skal igen i højsædet i amerikansk udenrigspolitik. De seneste resultater af netop diplomatiet, her primært Nordkorea, peger i retning af, at hvis man formår og satser på at gå proaktivt ind i potentielle internationale konflikter er mulighederne for at undgå militærkonfrontation store.

Jeg kan ikke gøre hævd på, at ovenstående er en fyldestgørende om end kort analyse af udfordringer i amerikansk udenrigspolitik, men det skal betragtes som oplæg til debat.

Mvh.