Der har på det seneste været en del snak om, at det danske sygehusvæsen har begrænsede ressourcer til at behandle kræftpatienter. Med andre ord står sygehusvæsenet over for daglige dilemmaer om, hvem der skal behandles, og hvem der ikke skal behandles.

Heldigvis har vi nu fået en glimrende metode i Danmark til at løse svære etiske dilemmaer.

Man kunne kalde metoden kendtokrati.

I modsætning til håbløst gammeldags styreformer som demokrati og meritokrati, hvor det er folket eller eksperterne, der bestemmer, handler kendtokrati om, at man sætter de kendte til at bestemme.

Den klare fordel ved denne styreform er, at den er skræddersyet til vores mediesamfund. Hvem gider høre på kedelige FOLKEvalgte politikere eller grå eksperter, når man kan høre sandheden fra folk, der med garanti har baller af stål, den rette påklædning eller den rigtige musiksmag.

Kendtokrati kan i princippet bruges i alle afkroge af samfundet, men sundhedsvæsenet er umiddelbart nok det mest oplagte. Vi ved jo alle, at lægevidenskaben har spillet fallit og, at lægerne i sidste ende er lige så lidt effektive som alternative behandlingsformer som krystalterapi eller trancendentalmeditation.

Lad os derfor skåne lægerne for alle de svære beslutninger om liv og død, som de alligevel ikke har noget grundlag for at udtale sig om, og lad os i stedet indføre kendtokrati i sundhedsvæsnet.

Idéen er simpel: Man laver et tv show, hvor en række kræftpatienter stiller op sammen med en udvalgt skare af kendte. De kendte kan f.eks. være udvalgt ved en sms-afstemning og kræftpatienterne er blevet stemt med i programmet via websiden "kendtekraefter.dk". I tv showet, som styres af Jarl Friis Mikkelsen, udvælger de kendte deres favorit-kræftpatient og derefter duellerer de kendte mod hinanden i en quiz om kræft. Vinderne af quizzen vinder på vegne af deres patient et strålingsophold på en privat tysk behandlingsklinik, mens tabernes patienter må nøjes med en offentlig dansk venteliste.

Idéen er hermed stillet kvit og frit til rådighed for Lars Løkke Rasmussen, men måske er der andre ministre, der også kunne bruge idéen til at løse svære etiske dilemmaer.