Land-art er vel et begreb som mange mennesker er bekendt med? Det drejer sig i bund og grund om at påvirke en lokalitet med ubestandige materialer, således at disse i en stadig nedbrydningsproces forandres og dermed omdanner dét landskab, som de er placeret i. Grundsubstansen i land-art er således forgængeligheden.
Der findes som bekendt også andre anarkistiske og subkultureller midler, hvorpå man kan få sit værk ud i et helt andet offentligt rum. Her kæmper grafittimalerne en indædt og stædig kamp mod trafikmyndighederne. Det kan virke, som dén kamp er tabt på forhånd. Det er trods alt ikke så ofte, man ser IC3-tog, der er udsmykket i et overdimensioneret farveorgie, der som bekendt er denne subkulturs kendetegn. Farver kommer straight fra spraydåsen og fremstår dermed ren og klar. Der ofres millioner hvert år på at fjerne den.
Der findes dog også helt andre og langt mere beskedne måder, hvorpå man kan skabe liv i det mere eller mindre offentlige rum. Det kan virke nok så anstrengende og håbløst - men dén kunstner, der har sat sig for at bruge strandingsgodset og naturens egne materialer, er akkurat lige så vedholdende som de unge mennesker med spraydåserne.
For tre år siden var jeg for første gang på besøg på stranden ved Husby Klit ved Vesterhavet. Det er en bred strand, som på dét sted er præget af den trøstesløse arkitektur, som den tyske besættelsesmagt efterlod i kølvandet på 2. verdenskrig.
Omkring en 200-300 meter oppe ad stranden mod nord var placeret forskellige effekter - strandingsgods, sten og diverse efterladenskaber fra skibe og turister - i sirlige scenografier og mønstre. Jeg gloede lige en ekstra gang på det opstillede, inden vi fandt et sted i en klit, hvor vi kunne nyde solen i fred og ro.
Ganske kort tid efter dukkede en firskåren, muskuløs fyr op. Han begyndte omgående at flytte nogle store stykker strandingsgods over til sin installation. Jeg iagttog scenariet stadigt mere undrende, mens denne rødhårede karakter af urkraft, splitternøgen, baksede med elementerne. Som eftermiddagen skred frem, havde han fået konstrueret et ganske imponerende stykke beach-art - og da blev min nysgerrighed for voldsom.
Jeg gik ned og hilste på fyren. Han var flink og venlig og forklarede mig, at han konstant sommeren igennem arbejdede på nye projekter på netop denne strand. Jeg spurgte ikke ind til årsagen til udførelsen af denne tilsyneladende sisyfos-handling, da jeg ét eller andet sted var en smule fascineret af det irrationelle i hele den anstrengende rutine. Jeg har måske alligevel set undrende ud, for Jens Ingmar - som var kunstnerens navn - kom mig i møde med et lakonisk: "Jeg kan ikke bare sidde stille her på stranden - og jeg kan ikke holde ud at være inde i landet i den her varme".
Senere mødte jeg Jens ved en kunstmesse, hvor han fortalte mig, at han ikke havde været så meget ved stranden dén sæson, så jeg tænkte, at han måske alligevel var blevet for træt af det store slid.
I fredags var jeg igen - for første gang i et par år - ved Husby Klit. På det sædvanlige sted lige oppe over den største og grimmeste af bunkerne var bygget et miljø af brædder, sten, pinde, oliedunke og andet, der var fundet på stranden. Der var såmænd også en lang stang med en fane.
Senere kom Jens storgrinende og fortalte mig, hvordan han sidste år var kommet i snak med en tysk pige derude. Han og hun var nu kærester! Hans ildhu var nu fordoblet siden sidst. Han fortalte mig at nogle fyldebøtter tidligere havde smadret hele hans installation... "Hvad har de ud af dét...?" spurgte han mig hovedrystende.
Alt imens var der opbygget små skulpturer af sten, der balancerede og udgjorde en lille skulpturpark i forhold til det miljø, som han havde genopbygget.
Jeg tog nogle billeder af Jens Ingmars installtion, som den tog sig ud i netop dét øjeblik. Han spurgte mig, om ikke jeg ville tage ét, hvor han stod i sit miljø? Ét han kunne sende til sin kæreste i Tyskland? Det gjorde jeg naturligvis. Det er printet ud og bliver sendt i morgen med posten til hans adresse.
Ikke som vedhæftet fil i en mail. Jens Ingmar har hverken e-mail eller Internet.