Hans Jørgen Nicolaisen, 1928-2007

17. marts 2007 13:48

Visninger

[1544 ] Debat

[0 ]

En halv snes kilometer nordøst for Silkeborg er der en lille landsby, som hedder Sminge. Vi befinder os dér en bidende kold vinterdag i 1987, min ven Jacob og jeg. Jacob er ude i et ærinde, som går ud på at bytte sin gamle udtjente SAAB 99 med en nyere bil af samme fabrikat - dog en 96 er - hos den lokale mekaniker, der samtidigt fusker med lidt brugtvognshandel.

Da handlen er afsluttet foreslår Jacob, at vi aflægger Hans Jørgen Nicolaisen og hans søde kone Monica et besøg. "Hvor bor de?" spørger jeg. Jacob svarer: "Kan du se huset derovre...? Det eneste hus, hvor der ikke er sne på taget? Det er den gamle stationsbygning i Sminge. Dér bor de - og grunden til at der ingen sne er, er fordi at det er så dårligt isoleret."

På vejen derhen giver Jacob mig en kort beskrivelse af Hans Jørgen Nicolaisen, som er billedhugger, medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen og repræsenteret i adskillige museale sammenhænge i det ganske, danske land.

Huset er ganske rigtigt dårligt isoleret. Der står to gasvarmere og kører for fuld skrue. Alligevel overstiger temperaturen i det primitive køkken vel næppe 12 grader. Jeg beholder overtøjet på. "I vil vel gerne ha en bajer?" spørger Nicolaisen - og deri havde han så ganske ret.

Vi sidder efterfølgende og taler om løst og fast. Jacob påpeger over for Nicolaisen at jeg er en endog ganske talentfuld maler. Nicolaisen bliver nysgerrig og spørger: "Hvor er du uddannet?" Jeg svarer lidt undvigende, får dog forklaret at min uddannelse har fundet sted på en lokal malerskole; men at jeg grundlæggende betragter mig selv som autodidakt. "Hva, Fanden!" udbryder Nicolaisen. "Var det dig, der malede papkasser?" Ja, det var mig der i en periode malede klassiske opstillinger af affald og diverse genstande, herunder hovedsageligt papkasser. Monica tager ordet, mens Nicolaisen sidder og funderer. "Hans Jørgen havde besøgt malerskolen i forbindelse med en ophængning af nogle af elevernes værker - og da han kom hjem spurgte jeg ham om der var noget, der var værd at hæfte sig ved. Han sagde, at der vist ikke var noget særligt... Og så; jo, vent lidt - der var sgu én, der malede papkasser. Det var ikke uinteressant..."

Senere besøgte Hans Jørgen Nicolaisen det grafiske værksted, hvor jeg i den periode eksprimenterede voldsomt med akvatinter og stregætsninger. Vi sad og drak en kop kaffe sammen med den praktiske leder af stedet. "Kommer der nogle gode kunstnere her?" spurgte Nicolaisen. I samme moment besvarede han sit eget spørgsmål ved at pege på et tryk, der var ophængt i lokalet: "Dét der der sgu da ret godt!" Det var ét af mine prøvetryk, som han rerfererede til. Lederen forklarede, at jeg netop var debuteret som grafiker på Kunstnernes Efterårsudstilling. Nicolaisen var på mange måder en traditionernes mand, så det var en kendsgerning, han udtrykte en vis respekt for.

Nogle år senere ringer min telefon. Det var Nicolaisen. "Har du en trykpresse?" Det havde jeg ikke. "Jamen mangler du ikke én?" I høj grad... "Jeg har en gammel én. Du må få den, hvis du selv henter den!" Jeg sagde til min kone, at hun udmærket kunne køre varevognen frem, da jeg netop var blevet foræret et, for en grafiker, uundværligt stykke værktøj. Årsagen var, at Nicolaisens var nødsaget til at fraflytte den gamle stationsbygning i Sminge og derved måtte afvikle forskellige effekter - herunder den gamle trykpresse, som heller ikke fremstod i en optmal stand. Vi fik dog monstromet bugseret hjem på mit eget værksted. Jeg fik konstrueret et trykbord og fik pressen rengjort og smurt således at den fremstod i en brugbar og modificeret udgave. Siden 1995 har jeg således ikke foretaget ét eneste grafisk arbejde, som ikke er trykt på Nicolaisens gamle presse fra 1896.

Hans Jørgen Nicolaisen er født i 1928. Han blev uddannet i årene efter krigen på Det kgl. Kunstakademi, hvor han bl. a. andet gik hos Utzon-Frank. Gennem årene udviklede Nicolaisen et abstrakt univers, som er kendetegnet ved ren form og enkelte brudte flader i et overordnet organsisk formsprog. Ét af hans hovedværker er dog en portrætbuste af forfatteren Albert Dam, som kan ses på Silkeborg Bibliotek. "Sidst i 1960erne udførte han helt forenklede abstrakte skulpturer i forskellige materialer, bronze, aluminium, marmor og granit. Skulpturerne nærmer sig de enkleste naturformer, agern, frø og æg, og kan fremkalde associationer til maskuline og feminine former i sammenstød, dog sådan at enhver figurativ reference er reduceret eller helt fjernet." Således karakteriserer tidligere museumsinspektør ved Silkeborg Kunstmuseum Troels Andersen en periode i Hans Jørgen Nicolaisens kunstneriske forløb.

Jeg havde her til formiddag netop afleveret en serie grafiske arbejder, som naturligvis er udarbejdet på den gamle trykpresse, til indramning, da min mobiltelefon ringede. Det var Jacob, der kunne fortælle mig, at Hans Jørgen Nicolaisen døde i går. Hans værk lever dog i kraft af adskillige udsmykninger foretaget i bestandige materialer som stål og granit; men kunstneren har nu definitivt "stillet træskoene". Æret være hans minde...

Opret dig eller log på Avisen.dk for at anbefale

Del på Facebook

Kommenter

SKRIV KOMMENTAR	OPRET PROFIL LOG PÅ	LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere. Kommentarfeltet accepterer ikke lange links. Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl SEND