Jeg vidste, at jeg skulle være opmærksom på, hvad der står i avisen i dag. Allerede da jeg observerede Politikens forside, som lå og grinede af mig under brevsprækken her til morgen, vidste jeg at de havde en historie med kød på, som udmærket kunne være sandfærdig.

Det handler om TV-programmet x-factor, som jeg må indrømme, at jeg har fulgt sporadisk, men dog alligevel intensivt nok til at skabe mig en holdning angående musikalitet hos de deltagende.

Sangerinden Heidi skulle angiveligt være snydt for en finaleplads pga. en fejl i sms-systemet. Jojo! Havde det ikke været – netop – 1. april, ville jeg såmænd tro, at det udmærket kunne lade sig gøre. Heidi var – og er- til stadighed langt den bedste sanger af de tre i semifinalen; men det er jo ikke de musikalske kvaliteter alene, der afgør det. Og en 15-årigs drengs x-factor er tilsyneladende et element, der har en indiskutabel værdi hos den brede befolkning? Eller udgøres denne af teenage-piger, der har tastaturet på mobiltelefonen som primært talerør?

Uanset hvordan tingene fungerer i en stadigt mere populistisk underholdningsflade på TV, så kunne historien vel teknisk set udmærket være sand. Man kunne måske næsten ønske, at den havde været det? Anyway! Det viser sig måske, at vinderen af x-factor er glemt om et halvt år? Vedkommende har fået sine langt mere end 15 minutter i projektørlyset. Med mindre han skal være ny forsanger i Queen?

Var der ikke én, der hed Jon engang? Eller var det blot endnu en april-nar? Jeg stiller mange spørgsmål; men det må man gerne på denne dato… Så må man selv afgøre om svaret er svoppedisvop eller svuppedivup.