22-årige Martin Bernburg var ikke god nok til førsteholdet i FC København. Klubben solgte i stedet angriberen til FC Nordsjælland for blot 500.000 kroner.
Det skulle de måske ikke have gjort, for siden skiftet til det nordsjællandske har Bernburg markeret sig som en af ligaens bedste angribere, og nu meldes både Brøndby og FC Midtjylland interesserede i angriberen.
Ifølge Ekstra Bladet er han dog ikke en billig mand at hente. FC Nordsjælland, der tidligere har handlet angribere for store millionbeløb, vil således ifølge avisen ikke lade sig nøje med meget mindre end 20 millioner kroner, hvilket i så fald vil gøre ham til den dyreste spiller handlet mellem to danske klubber.
- Som udgangspunkt er jeg overhovedet ikke interesseret i at sælge Martin, fordi FCN skal bruge hans mål i den spændende sæson, vi går i møde - herhjemme og i Europa. Men beløbet kan blive så stort, at jeg spærrer øjnene op og kommer på andre tanker, siger klubejer Allan K. Pedersen til Ekstra Bladet.