Med statsminister Anders Fogh Rasmussens afvisning af en folkeafstemning her i landet om den såkaldte Lissabon-traktat, tidligere EU forfatningstraktaten, og de øvrige EU landes afvisning af en folkeafstemning, er vejen banet for yderligere massive udvidelser i antallet af medlemsstater. Derudover er den nye traktat et demokratisk misfoster da den grundet nye afstemningsregler giver de store EU medlemsstater uforbeholdsmæssig megen indflydelse.
Den Europæiske Union har i øjeblikket 27 medlemsstater, men flere står på venteliste. Herunder Kroatien, en tidligere forbundsstat i Jugoslavien. Men der er næppe grænser for hvor mange stater der kan komme ind i EU. Interviews med udenrigsminister Per Stig Møller (Det Konservative Folkeparti) peger i denne retning. Man kan sagtens forestille sig, at Kroatien, Albanien, Tyrkiet, Montenegro, Ukraine, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Serbien, Hviderusland, Makedonien og et fragmenteret Rusland kan blive optaget i EU. Måske endda den del af Irak der grænser op til Tyrkiet.
Men hvorfor et fragmenteret Rusland? Jo, da Rusland i sin nuværende udformning er for stor en mundfuld, selv for EU systemet. Der er næppe megen tvivl om, at man i Bruxelles, Washington D.C. og måske Berlin gerne ser et fragmenteret og geografisk opsplittet Rusland. Et land delt op i nye lande. På samme måde som med det tidligere Jugoslavien der i dag udgøres af et antal mere eller mindre selvstændige stater. Men grundet bl.a. Berlin-murens fald i 1989 skulle Jugoslavien fjernes fra landkortet. Og det blev det. Bl.a. med Tysklands hjælp.
Forbundskansler Helmuth Kohl (CDU) og udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher (FDP) regeringen, anerkendte i 1991, sammen med EU, Kroatien som en selvstændig stat og startede dermed en etnisk katastrofe og krig. Det hører i øvrigt med, at Tyskland, i form af Det Tredje Rige, og den tidligere kroatiske selvstændige stat i 1940’erne, samarbejdede tæt, bl.a. i form af, at Kroatien stillede Waffen-SS regimenter til rådighed til indsats på Østfronten. I kampen mod USSR/Rusland.
USA har efter aftale med den polske regering og i forståelse med EU landene samt lederskabet i Bruxelles opstillet atommissiler i Polen, tæt på den russisk/polske grænse. Hverken udenrigsminister Per Stig Møller eller statsminister Anders Fogh Rasmussen har forsøgt, at stoppe dette krigsforberedende tiltag. Eksempelvis ved, at øve indflydelse hos ”deres gode ven” George W. Bush. Tværtom: de har bukket og skrabet overfor den amerikanske præsident i forbindelse med opgraderingen af det amerikanske radarsystem på Thule Air Base i Grønland.
De danske medier har med skinger frygt i stemmen berettet om ”russiske bombefly tæt på den danske og norske grænse”. Hykleri. NATO, herunder danske, engelske, norske, svenske og finske kampfly patruljerer ofte i nærheden af det russiske luftrum. Nej, det er den russiske politiske ledelse der frygter, at ”model Jugoslavien” er ved, at blive igangsat overfor landet.
Og det er selvfølgelig heller ikke uforståeligt, at man frygter et angreb, når der planlægges opstillet atommissiler tæt på ens grænse, og de med al tydelighed fremstår som værende en del af et kommende militært angreb. Måske på samme måde som USSR frygtede Det Tredje Rige og hvad Adolf Hitler kunne finde på. Den frygt viste sig, at være velbegrundet.
De danske forbehold skal bevares: alle fire. Uden undtagelse. Der er ikke behov for mere militært isenkram i Europa. Der er nok. Der er NATO og meget andet militært pengespild.
Mht. den fælles mønt skal man være grænsende til samfundsøkonomisk blind for ikke at indse, at en ophævelse af kronen vil smadre dansk økonomi.