http://politiken.dk/politik/article594557.ece

Siden valget har der været endog meget stille omkring Søren Krarup og fætter. Langballe er erstattet af Peter Skaarup som udlændingeordfører for DF, og de ordførerskaber fætrene har er mildest talt ikke dem, pressen interessrer sig for lige for tiden.

Nu har Søren så begået en kronik, hvor han for 117. gang slår til lyd for, at forældre skal have lov til at banke deres børn. Det ved Mor Pia godt, at stort set alle vælgere vil synes er en meget dårlig ide, næsten ligeså dårlig, som hvis han havde talt for tilladelse til at sparke hundehvalpe eller prygle heste under transport. Så hun har givet ham en opsang. Igen, må man formode, For nu er Søren blevet så sur, at han åbent erklærer, at han er dødtræt af politik. Mon ikke han er ved, at  hans samling af gule kort fra partitoppen snart bliver konverteret til et rødt, hvis han ikke selv tager sit gode tøj og går? Og mon ikke denne seneste udmelding er for at bane vejen for, at han nu - endelig - går på pension?

Nu kan man mene meget om Søren Krarup. Jeg har svært ved at finde noget som helst at være enig med ham i, og jeg har altid ment, at hans holdninger og udtalelser har været ud over alle grænser usympatiske. Men man kan ikke tage fra manden, at han faktisk er velbegavet. Ærgerligt, at han har forvaltet sin begavelse, som han har. Men netop fordi manden er begavet, er det her måske også et tegn på, at han har opdaget før resten af DF, at vi er ved begyndelsen til enden på dets indflydelse og berettigelse.

Vindene blæser efter det amerikanske valg langt væk fra frygt for fremmede, frygt for terrorisme, frygt for kriminelle, frygt for tørklæder - nu har vinden vendt, og Søren Krarup har måske indset, at han er oppe mod noget, han  - og DF - ikke magter. Han er oppe mod håbet om forandring, ønsket om fællesskab og solidaritet i kommende trangere tider, opgøret med markedets og pyramidespilsøkoniomiens hellighed, modstanden mod yderligere skred mod minimalstaten og troen på, at den nye amerikanske præsident bringer mere fred og mindre  konflikt og mere samtale og forsoning og mindre "dem-og-os".

Måske skal vi om kort tid anerkende, at Søren Krarup opdagede DF's udspillede rolle før partitoppen, der gav ham smæk en gang mere, end han gider finde sig i.