Som nogle allerede ved, lægger jeg om kort tid min karriere som netredaktør på hylden. Og hvor nogle måske også ville hævde, at det mest oplagte for mig ville være at gå videre med journalistikken, så har jeg i dag fået blod på tanden for at kaste mig over noget helt, helt andet: Wellness!
Kan man ønske sig andet end et levebrød, hvor det kun tager halvanden dag at "uddanne" sig? Et job, hvor man tager 700 for at gnide et fremmed mennesker ind i 11 stk. Toms Guldbarre, mens man brænder fire fyrfadslys af til tonerne af Enya? Et job, hvor man kan bilde folk hvad som helst ind, så længe man bruger ord som "stimulerende, blødgørende, rensende, sanser, afslappende" etc.
For er der egentlig en grænse for, hvad vi vil betale for at lade os massere med og smøre ind i, så længe vi tror, vi bliver lækre og afslappede af det?! Går grænsen mon ved chokolade, varme sten, alger, mudder og hvedeolie eller...?
I min wellness klinik, der vil jeg arbejde med traditionelle danske madvarer. Alle ved f.eks. hvor sundt fisk er for huden og hvor godt det gør med æg og porter i håret. Således skal mit slagtilbud være en fuld kropswrap med karrysild (så der var tilbud i Aldi), hvor man efter en halv times behandling vil kunne mærke væsentlige forandringer på kroppen. Huden bliver blødere, og østens mystiske karrykrydderi i dansk fortolkning giver blodomløbet et tiltrængt boost og huden en dejlig prikkende fornemmelse. Behandlingen efterlader dig med en garanteret eksotisk aura i flere dage.
Imens din krop suger effekten af silden, masserer jeg dit hår med kogte æg og friske flæskesvær for at lukke evt. spaltede ender. Svinefedt bruges blandt andet i højenergifoder til hunde, fordi det er så nærings- og energigivende - og æg er fulde af proteiner, som beskytter kroppens celler mod nedbrydning. Det kan kun være sundt.
Til sidst en fodmassage med klippet og nulret persille med smørklat, der reducerer odeur samt en dybderensende ansigtsmassage med revet peberrod og tandpasta (det trick har jeg hørt fra flere teenagere). En uhyre sansevækkende behandling, der i tillæg sliber hudens døde celler effektivt af.
Det bliver lige 1.600 kr. Var det noget?!