"Goooooood morning, Vietnaaaaam" råber den småtossede Radiovært Adrian hver morgen til tropperne under Vietnamkrigen i filmen "Good Morning, Vietnam". I starten kan Adrian holde humøret og humoren oppe og se det hele lidt ovenfra. Men efter at krigen langsomt sniger sig ind på ham, og han oplever den på sin egen krop, begynder Adrian at fortælle de forfærdelig sandheder fra krigen... 

Nu er der jo langt fra optøjerne på Nørrebro til Vietnam-krigen - men alligevel...

Lørdag aften cyklede jeg hjem fra arbejde til min bopæl på indre Nørrebro. Hele eftermiddagen og aftenen var gået med at dække optøjerne på Nørrebro, hvor demonstranter med tilknytning til Ungdomshuset igen-igen skabte ravage i bydelen. Vel var jeg klar over, at det havde stået galt til denne her gang. det kunne jeg jo høre på vores egen reporter, som ringede hjem fra demonstrationen med bragende blålyn i baggrunden og lyden af flasker, der knustes og sirener der rungede. Men det synes, der mødte mig i Kronborggade på vejen hjem var alligevel noget værre end det, jeg havde ventet...

Jeg har personligt selv været fortaler for, at de unge skulle have lov til at beholde det hus. Jeg har altid syntes, at man burde finde en løsning, og det har på trods af de unges gentagne amok-marcher gennem bydelen været muligt for mig at opretholde en vis positiv holdning over for de unge. Jeg har forsøgt at se deres voldomme demonstrationer som et udtryk for en lidt teenage-vredespræget holdning til tingene a la: "nå ja, men jeg kan godt forstå, de er kede af det og har behov for at gøre opmærksom på det. Og så går det lidt vildt til...."

Og jeg er helt enig med dem i, at de er blevet lovet det hus, og jeg synes personligt, man skulle have holdt fingrene fra det. Det var en stor, stor fejl at sælge det til Faderhuset.

MEN - nu er det sådan det er. Huset er solgt - ejeren vil ikke sælge.  Lovmæssigt er der ikke noget at gøre.

At de unge skider på loven, er vrede og kaster maling efter politiet kan jeg til nød sætte mig ud over. De må demonstrere alt det de vil, tænde bål på vejen, hænge bannere op, kaste maling efter politet, når de tromler deres demoer med store hollændervogne, lave "sit down" på Rådhuspladsen, råbe pansersvin og holde fester med dødsmetal og tyske autonome til de falder om.

Men "unger":
I skal FANDME ikke smadre vores andres omgivelser på den måde! Vi som i årevis har lagt øre, øjne og tålmodighed til jeres ballade og stadig holdt på, at I fortjente at beholde det hus.

Jeg forstår så uendelig godt de naboer, som efter at have støttet Ungdomshuset hele vejen igennem siger: nu kan det være nok - I kan rende og hoppe! I f.eks. Kronborggade kunne folk i går aftes stå i deres stuer og overvære deres biler og cykler blive smadret og overhældt med maling. Ved 23-tiden stod beboerne fra en af opgangene i gaden og måtte sætte træplader for dørene, fordi de unge havde smadret opgangen i et forsøg på at slippe væk fra politiet.

Gaden flød med glas, brosten og maling - og trætte, ulykkelige beboere!

Et lignende scenarie kunne man finde på Blågardsgade, hvor en f.eks. en dyreklinik var blevet smadret. En dyreklinik?! Hvad har han gjort? Og overalt ned ad Nørrebrogade er butikkerne smadret, plyndret og overmalet med graffitti. (igen...)

Og ja, jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis var folk med direkte tilknytning til Ungdomshuset, der har hærget på f.eks. Blågårds Plads - men det er er aflægger af voldshysteriet, som blev startet af Ungdomshuset. Og jeg ved også godt, at det ikke er alle fra Ungdomshuset, som er så rabiate. Men ikke desto mindre så er overtallet det tilsyneladende. Eller også kan I ikke kontrollere dem, der er!

Og jeg ved også godt, at politiet var voldsomme over for demonstranterne - "jeres venner", som I skriver i jeres pressemeddelelse. Og jeg ved at vold avler vold, at mange er jer følte jer truet af politiet. Men I havde selv via f.eks. jeres hjemmeside inviteret samme "venner" til at komme og "lave ballade". 

Men det er ligegyldigt nu - for uanset hvad, så er det stadig intet - INTET, der retfærdiggør, at man totalt hærger private og fuldstændig udenforstående mennesker ejendom på den måde.

Det kan ikke passe, at man som beboer på Nørrebro skal sidde og bekymre sig over, om ens bil nu er at finde som vrag, når man kommer hjem. Det kan ikke passe, at man skal være bange for, om en flok voldsberusede autonome kommer bragende ind i ens opgang om natten eller at ens cykel bliver brugt som kasteskyts og/eller bålmateriale!

Det er simpelthen bare for meget, er det. Det kan kun tolkes som vold for voldens skyld. Intet andet. Det er bare ikke at kæmpe for en sag!

Ligegyldigt hvor vrede og kede af det ungdomshusets beboere måtte være over at have mistet deres hus, så er det i hvert fald et faktum, at de nu sandsynligvis også har mistet enhver form for sympati og velvilje, der måtte være tilbage hos de folk, som ellers har været rede til at støtte deres mission.

Ja - I kan rende og hoppe nu, kan I...

Hilsen Stine - som i dag skriver som beboer på Indre Nørrebro frem for som journalist.

Beboere på Kronborggade sætter træplader foran den smadrede indgangsdør lørdag aften.

Morgen på Nørrebro. "Værsgo, her er din bil..."

Kronborggade - og så kan man ikke engang se svineriet, glasset der flyder overalt, busskuret, der ligger i atomer, maling overalt, brosten og ødelagte cykler.