Jeg oplever det igen og igen – og det går mig virkelig på. Hvad er det med erhvervslivet og dets grundlæggende angst for gravide kvinder?

Det er da ufatteligt, at man i 2007 stadig oplever, at barnløse kvinder omkring de 30 sammenlignes med at ansætte en tikkende bombe, og at kvinder, der vender tilbage til jobbet efter barsel pludselig må se sig selv degraderet til projektassistent og kaffehenter, mens en 26 barnløs vikar pludselig har overtaget hele ansvaret.

Det er rimelig kendt viden, at de fleste kvinder føder børn. Alligevel bliver der nærmest erklæret undtagelsestilstand, hver gang en ansat bliver gravid!

Jeg kan godt se, det er en ulempe, når vi arbejdende kvinder kaster os ud i reproduktion. Jeg arbejder selv i en lille virksomhed, hvor det at en person går på barsel potentielt kunne blive en dyr fornøjelse.

Men af samme årsag har virksomheden tilmeldt sig barselsfonden og er dermed reddet ud af krisen i det tilfælde, at f.eks. jeg skulle kaste mig ud i at tilføre verden flere små snottede (nuttede) unger.

Det er selvfølgelig heller ikke smart, at en bestemt kilde til viden i virksomheden forsvinder i en periode – men der findes glimrende vikarer.

Mit sigte med dette indlæg er at komme med en opfordring/udfordring til både min egen arbejdsplads og til alle andre arbejdspladser, der har kvindelige ansatte: se en kvindes barsel som et kursus! Se det som om, vi er på efteruddannelse – for det er faktisk det, der sker.

De fleste af de kvinder, jeg kender – mig selv inklusive har en eller anden sjov grundantagelse om, at når vi går på barsel, så står alt intellektuelt stille. Hjernen lukker ned, man kommer katten i vaskemaskinen, nøglerne er konstant væk, og hårvask er noget, man kan huske, man foretog sig en gang sidste uge.

Og det er faktisk på mange måder sandt. At tage sig af et nyfødt barn er en slags undtagelsestilstand, der gør, at man i en periode tilsidesætter en masse ting.

MEN – her kommer den fantastiske pointe: at blive mor (og far for den sags skyld) har også givet mig nogle helt fantastiske nye værdier og evner, som jeg på ingen måde var i nærheden af at eje, då jeg var 26 og høj i stiletten og hatten på arbejde hver dag fra 09-20.

Min evne til at prioritere og strukturere mine arbejdsopgaver er markant bedre end før. Jeg ved nøjagtig, hvornår jeg skal gå hver dag, og det betyder, at når jeg er på arbejde, så arbejder jeg rent faktisk. Og jeg er også blevet bedre til at prioritere i mit liv – jeg vil sige det sådan, at f.eks. ”I dont take no crap”-tærsklen er blevet markant lavere. Jeg siger mere fra og til end før.

At føde børn gør også kvinder mere modige og mere stolte. At føde et barn er en kæmpe fysisk præstation, der kræver mod, styrke og udholdenhed. Og når barnet er født, så er der ikke noget ansvar større i verden end at passe på sådan et lille bitte liv – man når på alle måder ud i de yderste hjørner af sin psykiske og fysiske udholdenhed, men man GØR det. Fandme. Hver dag og hver nat.

Sidst men ikke mindst lærer man utrolig meget af at skulle varetage rollen som opdrager. Man bliver klog på måder at formulere sig på, på hvad der er rigtig og forkert, hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt. På at følge ord med handling, sætte grænser og på at holde ord. Og man lærer at forstå og tolke behov. Og at multitaske!

Der kan da være små ulemper: Jovist, jeg har ikke altid så meget energi, som jeg havde før i tiden, når junior har krævet underholdning 5-6 gange i købet af natten. Og jeg er heller ikke så fleksibel – synes ikke, at min søn skal sidde i vuggeren til klokken 20.  Så jeg stiller måske højere krav til verden end jeg gjorde før - men jeg føler også, jeg kan tilbyde mere.

Og til gengæld har jeg aldrig semitømmermænd om mandagen eller udmattet, fordi jeg bare måtte sidde oppe og se Oscarshow til klokken 04. Jeg bruger heller ikke den halve dag på at maile, fordi så ved jeg, at jeg ikke kan nå at blive færdig til tiden. Så den slags bliver prioriteret ret hårdt fra eller placeret i rammer, der gør det muligt at udfylde rollen som mor og medarbejder på samme tid.

Så tænk over det: I dag er det som om kvinder en mere eller m indre halvretarderede, når de vender tilbage fra barsel. Man taler laaaangsomt og ty-de-ligt til dem og sætter dem til at varetage skåneopgaver i den tro, at de skal have id til at genvinde hjernen. På den måde har både kvinden og virksomheden har tabt ved fødslen.

Tænk på kvinden, der kommer tilbage fra barsel, som om hun har fået tilført noget ekstra. For det har hun.