Jeg har i en anden blog skrevet om JyllandsPostens antisemitisme ovenpå Krystalnatten, hvor avisen bl.a. skriver, at  "inden for dansk Forretningsliv optræder der Jøder, hvis Metoder ikke er nogen Pryd for Standen. Man maa indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder."  (JyllandsPosten d. 15/11 1938)

Jeg kan i den forbindelse anbefale følgende artikel af Martin Ramlov: "Danmark og antisemitismen i 1930 erne", hvor han har undersøgt en lang række artikler skrevet i JyllandsPosten i perioden 1919-1932. Nu er han ungdomssekretær i Ordet og Israel.
http://www.ordetogisrael.dk/artikler.php?action=laesartikel&id=204

I lyset af JyllandsPostens "heroiske" kamp om ytringsfrihed og demokrati er det interessant læsning, når man finder gamle ledende artikler fra selvsamme avis, hvor den hyldede Europas største diktatorer i 30 erne.

Om Hitlers sejr skriver JyllandsPosten d. 7.3.1933

Citat "Hvad indenrigspolitikken angår, vil ingen kunne benægte, at det tyske borgerskab med overvældende majoritet har givet Hitler de videstgående beføjelser . . . Borgerskabet har med andre ord lagt sin skæbne i Hitlers hånd. Det har uden betænkeligheder givet ham den carteblanche-bemyndigelse, han forlangte. Og nu står det til Hitler at indfri de forventninger, man nærer til ham. Forventninger, der ikke skyldes løfter, for han har kun givet eet: Udryddelse af marxismen, men udelukkende hans evne til i en kritisk stund at samle de statsbevarende kræfter til en enhed. Midlerne må han selv vælge, og den nærmeste fremtid vil give svaret på, om han også forstår at vælge og at anvende dem." Citat slut 

Om Weimar-repuplikkens forfatnings undergang skriver JyllandsPosten d. 9.3.1933

Citat "Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Weimar-forfatningens grav . . . Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkammersystem, dens lave valgretsalder - 20 år - og forholdstalsvalgmåden nemlig allerede forældet . . .

Og det er ved bedømmelsen af den nuværende situation vel værd at erindre, at det er folket selv, der har været med til at give Weimar-forfatningen nådesstødet. Her er ikke tale om et kup, ikke tale om, at en enkelt fåtallig klasse ved hjælp af væbnet magt og på trods af folkets vilje har tilrevet sig magten. Det er de store brede vælgermasser, de af det parlamentariske misregimente dødtrætte vælgere, der selv har vendt sig imod det demokratiske princip i den udformning, det efterhånden har fået. Af egen fri vilje har de i hobetal forladt de gamle partier for at slutte sig til Hitler, for ad parlamentarismens vej at bekæmpe parlamentarismen.

Diktaturet i Tyskland er en kendsgerning. Samtlige partier med undtagelse af socialdemokraterne - kommunisterne er som bekendt stødt ud i det yderste mørke, men deres nejstemmer ville i øvrigt ikke have forandret resultatet - har stemt for diktaturloven. Hitler kan herfeter udstede de love, der passer ham …

Man mene om Hitler, hvad man vil: Han har genrejst Tyskland i national henseende. Hvilke følger dette vil få indadtil, om Hitler med andre ord er en lige så stor statsmand som agitator, står endnu hen i det uvisse . . ." Citat slut

JyllandsPosten hyldest til Hitler-Diktaturet d. 25.3.1933 

Citat "Det tyske diktatur betyder således både en fordel og en fare for Europa. En fordel, fordi der derved er rejst et stærkt bolværk mod kommunismen, og socialdemokratiet på samme tid er blevet sat grundigt på plads. Og en fare, fordi det foreløbig ikke kan undgå at forøge spændingen og nervøsiteten for en ny krig." citat slut 

JyllandsPostens ønske om et fascistisk diktatur indført i Danmark giver den udtryk for d. 17.5.1933

Citat "Den radikal udenrigsministers tale ‘overbeviser’ nemlig kun om én ting, nemlig at de nuværende magthavere er bange for udviklingen, men det gør den også til fuldkommenhed. Og det er jo kun naturligt, at Mussolini og Hitler for dem står som et dobbelt Mene Tekel. Når italienske og tyske vælgere kan gøre kort proces med partipolitiske godtfolk, der i demokratiets navn midregerer og udbytter dem, vil danske vælgere naturligvis tage ved lære og måske følge eksemplet. Så meget mere som de ved, at demokratisk folkestyre, sådan som vi kender det, er en luksus, som man kan tillade sig i gode tider, når der er medbør i økonomisk henseende. Men til at genrejse økonomien efter mange års solderi kræves der en fast hånd . . .

Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling . De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres . . .

Det lige så kostbare som skadelige kriseforlig har skabt en sådan lede ved hele det parlamentariske styre, at sikkert et stort flertal af danske vælgere ville hilse en Mussolini, der ville og kunne handle samfundsmæssigt, og derfor måtte sætte politikerne på porten." citat slut

JyllandsPosten efter årtusindskiftet.

Jeg synes, at når man i dag læser JyllandsPostens mange artikler om muslimer her i Danmark, bør man have denne viden om avisen i sit baghovede, for mange af historierne fra dengang går igen i dag, blot med et andet fjendebillede. Muhammedtegningerne var en ting, men avisens efterfølgende kampagne imod muslimer her i Danmark og dens forsøg på at vaske hænder i forbindelse med den efterfølgende krise var dog væsentlig værre. I flere måneder kunne man ikke åbne avisen uden et sandt bombardement af artikler, der dels skulle retfærdiggøre tegningerne, men også havde til formål at dæmonisere en hel minoritet her i Danmark.

Retfærdigvis skal det dog siges, at den massive antimuslimske kampagne tog noget af i løbet af foråret 2006, hvor man glimtvis kunne genkende avisen fra før Carsten Juste overtog chefredaktørstolen.

Før Carsten Juste kunne man indimellem læse artikler, der hvilede på god research og kritisk stillingtagen og samtidig læse en leder, hvor man spekulerede på om lederskribenten overhovedet læste egen avis, idet den kunne modsige åbenlyse faktuelle ting fra samme avis.

Carsten Juste burde været gået af for længst. Ikke p.g.a. tegningerne, men simpelthen for hans forsøg på at smøre sine egne fejltrin af på en minoritet i Danmark.