Gitte Seeberg er ikke på vej ud af dansk politik, og der venter ikke et ekstra mandat til Ny Alliance lige om hjørnet.
Begge ting påstod Naser Khader ifølge Nordjyske Stifttidende tidligere i dag. Men Gitte Seeberg afviser, at den samtale Naser Khader refererer til, overhovedet har fundet sted.
- Jeg rådfører mig ikke med Naser Khader om min fremtid, og jeg kan afvise at være på vej ud af Folketinget, siger hun.
Hun vil ikke gå ind i, om Naser Khader direkte lyver, eller hvor han får forestillingen om at have ført en samtale med det indhold med Gitte Seeberg fra.
- Jeg mener stadig, jeg har meget at udrette på Christiansborg, og jeg vil udnytte mit mandat bedst muligt. Det er kun fem uger siden jeg forlod Ny Alliance, og det haster på ingen måde med at finde ud af, hvad fremtiden bringer, siger hun.
Hun forventer, at forlade Folketinget senest efter næste valg og afviser aktuelle planer om at smutte.
Hvis Gitte Seeberg forlader Folketinget i utide, så træder hendes suppleant i Ny Alliance ind i folketingsgruppen, og dermed får partiet det mandat tilbage, som Gitte Seeberg tog med sig, da hun forlod Ny Alliance.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Naser Khader.