Når vi taler om den danske model , er det som regel det dér med, at arbejdsmarkedets parter løser problemerne, vi mener. Det er jo imidlertid en sandhed med modifikaitoner, således er det jo i allerhøjeste grad lovgivning, der sikrer - omend mindre og mindre overbevisende - virksomheders frihed til at hyre og fyre og en hel masse andet, som sikrer lønmodtagerne en indtægt, hvis de sættes på udskiftningsbænken for en tid.

Og det skal vi være glade for! Hvis man ser på et land som USA, hvor langt mere er overladt til arbejdsmarkedets parter, er reglerne bestemt også langt strengere. Der er voldsomt omkostningstunge fagforeningskrav om antal af ansatte, arbejdstider og en masse andet, som hverken er særlig rationelt eller fornuftigt - hvis det altså ikke lige var, fordi det giver nogle mennesker et udkomme, selvom de altså ikke afkræves arbejde for pengene.

Og det er selvfølgelig det, regeringen mener, når den peger på velfærdssamfundets store betydning for dansk erhvervsliv. Det skal man så bare passe på ikke at udhule så voldsomt, at folk ikke længere føler sig sikrede i en socialt ubekvem situation. Så er samfundskontrakten røget på gulvet, og vejen til et privat reguleret, dyrt arbejdsmarked  vil ligge åben. Og så bliver det måske noget sværere at bevare de god økonomiske udsigter, når vort sociale forspring ryger.