Flere kommentarer konstaterer tørt, nøgternt - måske resignerende at tallet 90 overflødiggører yderligere nødvendigheden af saglighed, redelighed, ærlighed, troværdighed når vi taler om hvordan et politisk flertal kan/må bruge sit flertal.

I 1968 udgav Anders Bodelsen bogen: "Tænk på et tal". Her var tallene 10.000 eller 188.000. I vore dage er tallet som bekendt 90. Det kan vi sætte op imod det antal overgivne iraker 21, 95 eller hvor mange det nu er. Og hvad med de der irakiske asylansøger i Brosons Kirken som med vold og magt blev smidt ud af både kirken og landet. Mon de næsten 400.000 logfiler afslører noget vedrørende dem?

Burde vi få en dagsorden om flertallet blot fordi de kan mønstre et flertal partout har ret og retten til bestemme og fastsættte hvad der sandt og hvad der er løgn. Hvad vi kan feje ind under gulvtæppet og hvad vi bør have u-vildige undersøgelser af. Hvad med mindretallet. Har mindretallet udover den symbolske 'ret' til at blive hørt og ytre sig, også en 'ret' til reel indflydelse i både proces og resultat? Eller tromler vi bare videre ud af i det samme ensrettede enhjulede spor. Vi har gjort demokratiet til et spørgsmål om tallet 90. Det har blandt andet indtil nu ført os ind i en krig, vi nu blot ser toppen af isbjerget. På den hjemlige front er det også 90 som får tromlet diskriminerende love ned over og henover hovederne på bestemte etniske befolkningsgrupper.

Jeg synes den kommende valgkamp hos politikerne burde have som tema en diskussion af hvordan vi udmønter demokratiets ret og pligt set i lyset af tallet 90.