Maskinmenneske • I Europa forskes der intensivt i at udvikle kunstige reservedele til kroppen baseret på computerteknologi, som kan kobles direkte til hjernen. Vi blander i stigende grad maskiner og mennesker sammen. Tanken er, at vi skal gøre kunstige arme, ben og øjne til en helt naturlig del af kroppen. Det Etiske Råd er bekymret over, om verden vil se en udvikling af over- og undermennesker 

Den 14. marts 2002 blev en ægte cyborg skabt.

Gennem en to timer lang operation fik den engelske professor Kevin Warwick indopereret en lille bitte plade med 100 elektroder i sin venstre arms største nerve. Gennem elektroden var hans nervesystem direkte forbundet med en computer via radiobølger.

De elektriske impulser, som Kevin Warwicks muskler lavede, når de bevægede sig, kunne herefter blive lavet om til digitalt sprog i computeren. Hans kone fik også indopereret en chip, og forskerne kunne få hendes fingre og arm til at lave samme bevægelser som ham ved at sende de digitale koder af Warwicks bevægelser ind i hendes arm.

Kevin Warwick og hans forskerhold går lige nu og pusler med planer om at indoperere en chip i hans hjerne. Han vil kunne surfe på internettet direkte i hjernen. Og han mener, at man måske kan udvikle en teknologi, hvor folk kan kommunikere med hinanden gennem chippen og trådløs netforbindelse – uden at tale eller skrive.

Kevin Warwick har aldrig lagt skjul på, at menneskeartens næste evolutionære skridt er, hvad man kalder posthumanister eller cyborgs – menneske og maskine i ét. Ellers kan vi i længden ikke klare os mod de stadigt mere intelligente maskiner og robotter, som vi omvendt prøver at give mere menneskelige egenskaber. Vi må forbedre vores biologiske krop, vores syn, lugtesans, styrke og intelligens med maskinernes silicium-teknologi, mener han.

»Menneskeheden kan ændre sig selv, men forhåbentlig bliver det et individuelt valg. De, der har lyst til at forblive menneskelige, kan, og de, der har lyst til at udvikle sig til noget meget mere magtfuldt med større evner, kan. Det er i hvert fald udelukket, at jeg bare forbliver et menneske,« fortæller Kevin Warwick på sin hjemmeside.

Den bioniske mand

Selvom Kevin Warwicks tanke om chippen i hjernen lyder som ren science fiction, så er der masser af eksempler på, at det er muligt i dag at lave en direkte sammenblanding af computerteknologi og biologisk materiale.

Forskere har for eksempel flyttet dele af en fiskehjerne over i en robot, som derefter har kunnet bevæge sig rundt. Og i 2004 lykkedes det læger at operere en chip ind i hjernen på en paralyseret ung mand, så han alene ved tankens kraft kunne styre en computermus, sende e-mails og klikke sig rundt i et computerprogram.

Inden for medicinsk forskning har man store forventninger til menneske-maskiner i fremtiden. Siden skotten Campbell Aird i 1998 blev den første til at få opereret en robotarm fast på højre skulderstump, har forskere arbejdet intensivt med at udvikle såkaldte bioniske lemmer, der kan erstatte rigtige kropsdele.

I øjeblikket kører et kæmpestort internationalt EU-støttet forskningsprojekt kaldet Neurobotics . I det projekt arbejder hjerne- og robotforskere sammen om at koble robotlemmer direkte på nervesystemet ved hjælp af ledninger og elektroder, der er opereret ind i kroppen.

De nye kunstige lemmer er i direkte forbindelse med hjernen og er styret af den. Bioniske arme kan for eksempel gribe ud efter en kop, blot personen tænker på det. Så sent som i maj i år er det lykkedes at lave en slags følesans i amerikaneren Jesse Sullivans to robotarme, så de næsten opfører sig og føles som hans eget kød og blod.

Et af de steder i verden, man er langt fremme med at udvikle proteseteknologier, er på Center for Sansemotorisk Interaktion under Aalborg Universitet.

»Der er et uhyre stort medicinsk potentiale i det her. Hvis vi kan manipulere med nervesystemet, kan vi blandt andet muligvis give blinde synet tilbage eller hjælpe folk, der er lammede efter en hjerneskade, til at kunne gå igen,« siger professor ved Aalborg Universitet Thomas Sinkjær, som har været tilknyttet centeret.

Tiptop maskinmenneske

Vi har en strålende fremtid med de maskiner, vi i stigende grad bliver blandet sammen med, lader det til. Så har cyborg-entusiaster som Kevin Warwick ikke ret i, at vi bare bør udnytte, at maskinerne kan styrke og forbedre vores sårbare biologiske legeme. Bør vi ikke alle blive cyborgs?

Ikke hvis man spørger mange etikere eller forskere som Thomas Sinkjær. Så længe vi bruger forskningen medicinsk på at erstatte lemmer eller sanser, man er født uden eller har mistet, så er cyborg-teknologien en gave.

Men der opstår alvorlige etiske dilemmaer, hvis vi vil bruge forskningen til at blive supermennesker og forbedre de evner og sanser, den raske menneskekrop naturligt har, mener han.

»Vi ser allerede, at den medicin, man giver Alzheimer-patienter, også kan bruges på raske mennesker, så de bliver mere intelligente. At udvikle teknologien i den retning er der rigtig mange etiske komplikationer i,« siger han.

Etisk Råd på banen

Det Etiske Råd præsenterer her i august en multimedia website om de etiske problemstillinger i forhold til vores tiltagende teknologisering af mennesket – altså den helt konkrete sammenblanding af den menneskelige krop og intelligente maskiner.

»På det lidt syrede plan er der spørgsmålet om, hvordan man skulle håndtere at have chips i hjernen, som man kan surfe nettet med trådløst. Jeg ved, at Kevin Warwick selv har haft overvejelser omkring, hvorvidt nogen rent faktisk kunne hacke hans hjerne. Hvad hvis nogen gjorde det, og fik ham til at begå mord eller lagde farlige tanker ind i hans hjerne. Hvem ville så være ansvarlig for mordet?« siger Klavs Birkholm fra Det Etiske Råd, som er leder af arbejdsgruppen Homo Artefactus – det kunstige menneske.

»Og på det helt banale plan er der spørgsmålet om, hvem der har ansvaret, når vi sammenblander kroppen, det biologiske og teknologien. Man støder på basale forsikringsspørgsmål. Hvis en person har fået en arm, som går i stykker, og firmaet er gået nedenom og hjem, hvem skal så lave en ny? Sundhedssystemet? Hvad hvis en robotarm pludselig går amok og slår nogen eller modarbejder kroppen, hvem har så skylden?« spørger han.

Som Thomas Sinkjær mener han også, at nogen af de tungeste etiske overvejelser ligger i Kevin Warwicks tanke om, at vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre vores menneskelige krop og tanker med teknologien.

»Man kunne frygte, at man får en klode med over- og undermennesker. Overmenneskene er dem, der har råd til at blive forbedret. Det uperfekte bliver ikke acceptabelt. Det her er ting, vi er nødt til at have en folkelig debat over,« siger han.

Vi accepterer mere

Ifølge teknologi-filosof Gert Balling har vi siden stenalderen udviklet os gennem redskaber – altså teknologier – som er blevet en del af os selv og vores selvforståelse. Derfor vil vi også i stadig højere grad acceptere, at vi i fremtiden laver flere ændringer på kroppen, der sprænger naturens grænser. Men på hvilken måde og i hvilket omfang denne opløsning af grænser mellem menneske og maskine skal foregå, skal vi diskutere. Hvornår kan man ikke kalde sig helt menneske mere?

»De etiske problemstillinger handler blandt andet om, hvor langt vi kan gå med at ændre kroppen. Hvor meget kan man ændre træk og karakteregenskaber, førend jeg mister min menneskelige identitet? Når man taler om cyborgs, så finder mange det skræmmende, at man kan strække kroppen ud over det naturligt givne. For eksempel forbedre styrke, hurtighed, hukommelse og indlæring,« siger han.

Cyborg-mennesket virker måske fremmed nu. Men pointen er, at vi hele tiden udvider vores grænser for, hvad vi accepterer, mener Gert Balling.

»Det, der var perverst i går, er acceptabelt i dag. For 10 år siden var ikke-nødvendige kosmetiske operationer for eksempel anset for at være nærmest perverse. I dag kender alle én, der har fået ordnet brysterne, suget fedt eller løftet øjenbrynene,« siger han.

Serieintroduktion: Jagten på det kunstige liv

Grænserne mellem det levende og det døde, det naturlige og det kunstige liv flytter sig hastigt i disse år. Med nye computerteknologier og bioteknologier kan vi putte computerchips ind i mennesker. Og hjerneceller ind i computere.

I jagten på bedre medicinsk behandling – eller det perfekte supermenneske – kan vi smelte kroppen sammen med computeren. Hjerneceller kan gro på computerchips. Forskere har allerede vist, at en bunke hjerneceller i en petriskål, som er koblet til en computerchip, kan styre en flysimulator. En mulig fremtid er at lave organiske supercomputere og kunstige hjerneproteser. Vi kan give robotter menneskelige følelser, opførsel og udseende, og vi kan udstyre mennesker af kød og blod med kunstige kropsdele lavet af metal og silicium. Mennesker er blevet maskiner og maskiner er blevet menneskelige.

Vi kan flytte rundt på gener og celler mellem arter, så vi skaber kimærer: Væsener der er blandinger af planter og dyr, mennesker og dyr eller planter og mennesker. Og med stamcelleforskning og kunstig befrugtning har vi vendt op og ned på naturens orden og taget skabelsen af liv i egen hånd. Menneskets nærmeste slægtning er ikke længere mennesket. Mennesket er kommet i familie med dyrene og maskinerne. Hvornår ved vi ikke længere, hvad det vil sige at være helt menneske, helt dyr, hel computer? Hvor skal grænsen gå?

Over de næste par dage vil Nyhedsavisen udforske, hvordan vi på mange måder skaber helt nye livsformer og kunstigt liv i disse år.

Transhumanisme er en international, kulturel bevægelse, der går ind for at bruge teknologi til andet og mere end blot at fjerne sygdom, død og alderdom. Vi skal også forbedre den menneskelige krop og blive velsmurte supermennesker, der er stærkere, klogere, hurtigere.

Man kan for eksempel operere raske øjne om, så vi får supersyn. Med genterapi kan man gøre sportsudøvere stærkere, og mange mener, at gendoping med EPO snart bliver en realitet i for eksempel cykelløb.

Ifølge transhumanister er mennesket ikke i sin sidste fase af evolutionen. Vi skal selv være med til at udvikle afløseren til mennesket her på jorden, cyborgen, som er en blanding mellem menneske og maskine, biologi og teknologi.

De mest radikale transhumanister kaldes posthumanister. De mener, at vi i sidste instans skal undslippe den forfaldne biologiske krops fængsel. At vi skal kunne downloade hele vores bevidsthed til en computer eller robotkrop. Dermed kan vi også sprede menneskeheden og kolonisere flere planeter i rummet.