Det er egentlig underligt, at vi er så skeptiske. At vi ikke rigtig vil acceptere det.

Måske er det fordi, vores hjerne gennem evolutionen har udviklet sig til at koncentrere sig mere om trusler, der står lige foran os her og nu, end om farer, som ligger ude i fremtiden. Man har i hvert fald større chance for at overleve, hvis man bruger al sin energi på at slå det rovdyr ihjel, der er ved at sætte tænderne i én, end hvis man i samme øjeblik også skal tænke på, hvor maden skal komme fra i de kommende vintermåneder.

Eller også er det faktisk journalisternes skyld, at rigtig mange har svært ved at føle sig truet af de globale klimaforandringer, kloden allerede er underdrejet, men som nok først vil få alvorlige konsekvenser ude i fremtiden. Særligt, hvis vi ikke får fingeren ud – pronto!

Hvorfor skriver jeg det nu? Fordi jeg faktisk undrer mig, når jeg læser de kommentarer på nettet, der kom til artiklen ’Vi er på vej mod skræmmende temperaturer’, som vi bragte i lørdags. I artiklen kan man læse, hvordan kloden før har reageret på, at der blev ledt enorme mængder af drivhusgassen CO2 ud i atmosfæren. Det ser sgu ikke så godt ud. Og måske skal man ikke tage kommentarer om, at det da bare er om at smække bøfferne på Weber kuglegrillen og nyde de lune forårsaftner eller beskyldninger om, at vi skriver partsindlæg for forskerne, som udtryk for den generelle holdning i befolkningen – at man enten er ligeglad med opvarmningen, eller også tror man ikke på, at det er en realitet. Eller at det ikke er vores skyld, så vi kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Når folk får den opfattelse, at der er begrundet tvivl, så er det fordi vi journalister bliver ved med at drage tvivlen på banen på trods af en gigantisk bevisbyrde, der viser det modsatte. Som for nylig hvor et af dagbladene bragte en lang artikel om astrofysiker Henrik Svensmarks forskning i, hvorvidt der er en sammenhæng mellem kosmisk stråling og klimaets opførsel, der for eksempel blev refereret i en af kommentarerne til lørdagens artikel. Ikke at hans forskning ikke er særdeles interessant og skal i spalterne. Men skal den bruges til at så alvorlig tvivl om, hvorvidt størstedelen af de klimaforandringer, der allerede nu udtørrer verdens røvhul Afrika og medfører kraftigere tropiske storme, er vores skyld?

Det er rigtigt, at man som journalist skal høre alle parters synspunkter og være nuanceret. Men hvornår bliver en hypotese bare så veldokumenteret, at den bliver et faktum? Lidt sat på spidsen; hvis jeg nu snakkede med en kilde, som sagde, at hun kunne dokumentere, at planøkonomi fungerer bedre end markedsøkonomi, at jorden er flad, eller at rygning ikke giver lungekræft. Skulle jeg så bruge hendes udsagn som udgangspunkt for en artikel, der såede kraftig tvivl om, hvorvidt rygning er usundt? Også selvom 99 procent af de kilder, jeg snakkede med kunne dokumentere, det i allerhøjeste grad giver dødelig kræft?

Jeg mener faktisk, at vi med så alvorligt et emne ikke skal fastholde tvivlen. Ja, det er sundt at diskutere. Men hvis man så en bil tordne med lynets hast mod sin treårige dreng, så ville man nok skride til handling uden så meget diskussion først med sidemanden om, hvorvidt den muligvis ikke ville ramme alligevel.