I tillægget IDEER i Weekendavisen engang i begyndelsen af november 2007 bød på artiklen "Barndommens Skygger" af Lektor Thomas Nielsen ved ÅU, Psykologisk Institut. Jeg må indrømme, at jeg gik lige i gulvet og blev helt tavs i 3 minutter og måtte så tage fat i nælden og skive dette indlæg.

Det handler om stress. Stress i barndommen. Har man haft et presset og hårdt liv som barn, udløser det livsvarig overaktivitet i kroppens stress-system. Nogle reagerer så voldsomt på stress, at der udvikles PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder), andre igen reagerer næsten ikke, selvom man udsættes for stort set den samme påvirkning. Man tester i stressforskningen på det overordnede stresshormon, ACTH.

Det er ikke kun graden af den ydre belastning, der bestemmer styrken af et menneskes stressreaktion: Det er i endnu højere grad en række indre psykologiske faktorer, der afgør, hvor meget stress man reagerer med i en bestemt belastningssituation, ligesom der er tale om en ren biologisk årsag i form af en medfødt større eller mindre »følsomhed« i hjernens stressmekanisme. Tankerne omkring løsningen af stresssituationen spiller ligeledes en stor rolle. "Tror jeg, at jeg kan overleve, og hvordan, eller giver jeg op på forhånd."

Det nye er, at et amerikansk forskerhold har påvist tilstedeværelsen af en psyko-biologisk årsag. Det betyder, at psykologiske faktorer i barndommen påvirker udviklingen af den biologiske stressmekanisme i hjernen, så den reagerer med større eller mindre styrke på ydre belastninger.

Altså, oversat til menneskedansk:

Har du som barn været udsat for omsorgssvigt, f.eks. i form af alkoholiserede forældre, rigide og dysfunktionelle familiemønstre, seksuelle overgreb, psykisk syge forældre eller dybt stressende livsforhold, f.eks. fattigdom, langvarig arbejdsløshed hos forældrene, sygdom, så er sandsynligheden for, at du har taget alvorlig skade på din evne til at håndtere stress som voksen meget stor. Har du så oveni haft depressioner som voksen, så har du faktisk taget så meget skade, at du med al sandsynlighed vil reagere ca. 3 gange så voldsomt på stress som "almindelige" mennesker, der ikke har været gennem omsorgssvigt som børn.

Forskerne i artiklen af Thomas Nielsen antager så, at der er forskel på de depressioner, som skyldes en barndom med omsorgssvigt, og de, der ikke gør.

De førstnævnte ser ud til i særlig grad at bero på biologisk overaktivitet i stressmekanismen, mens de sidstnævnte tilsyneladende ikke har denne biologiske baggrund og formodentlig i højere grad skyldes aktuelle psykologiske forhold (samt eventuelt arvelige faktorer).

Det amerikanske forskerhold mener derfor, at det i fremtiden er hensigtsmæssigt at behandle de to grupper af deprimerede kvinder forskelligt. Man henviser til en undersøgelse, der viser, at forholdsvis langvarig psykologisk behandling var særlig effektiv for deprimerede kvinder med stress i barndommen, og at denne behandlingsmetode sammenlignet med medicin forebygger senere tilbagefald med ny depression.

Vi kan nu konkludere:

Har du, kære medsøster, som barn været udsat for omsorgssvigt, gennemlevet den ene depression efter den anden som voksen og er du nu gået ned med flaget grundet stress og har udviklet PTSD i en eller anden grad, så hjælper medicin ikke, det gør terapi. Så enkelt er det.