Mit drive, eller på dansk, engagement, er en indre stemme, en indre drivkraft, som bunder i et dybt socialt engagement. Ud fra især et begreb som retfærdig fordeling af de goder, verden har at give, føler jeg, for det er jo det, der gør min vrede dukker op, den sociale indignation stikke sit hoved frem og jeg MÅ bare ytre mig om det, jeg oplever som samfundets ubærlige nedgørelse af mennesker, der ikke lige passer ind i en bestemt kasse.

Så egentlig har jeg ikke noget valg. Det er som om "det" driver mig afsted, denne kraft af vrede over den sociale ulighed, fattigdom og nød, et så rigt samfund som det danske tillader uden så meget som at blinke med øjnene, og uden så meget som et ”undskyld, vi træder på dig, nedgør dig, ødelægger dit helbred, din økonomi, dit liv !

Jeg må gribe til pennen, eller i dette tilfælde, min notebook, og sætte mig til tasterne for at få luft for den ubegribelige råhed, der præger det danske samfund og derfor også en hel del almindelige danskeres tanker om det at være fattig, syg, nedbrudt og sammenbrudt.

Ud fra den neoliberale tanke er du i alle livets forhold ”din egen lykkes smed”. Det gælder også, når du bliver syg, og især, når du på grund af sygdom mister dit job, dit hus, din familie, i det hele taget, dit samlede livsgrundlag. Sygdom er ikke længere hver mands eje, men hver mands ansvar. Du er selv skyld i du er syg, du tiltrækker nemlig sygdomme, fordi du har brug for dem, så du ikke behøver arbejde og kan nasse på os andre som kontanthjælpsmodtager eller førtidspensionist.

Det er denne forråelse af holdingen til den danske underklasse, fattige og syge på overførselsindkomst, som falder mig sådan for mit store, sociale hjerte. For det bliver mere og mere tydeligt for mig, at det danske samfund er godt på vej til en klassisk socialklasseinddeling, som bunder i de økonomiske midler, et givent menneske har til sin disposition. Med andre ord: Du er, hvad du ejer.

Stille og roligt har vi sneget os ind i en tidsalder, som ligger flere hundrede år tilbage i tiden, vi er nær det feudale samfunds tankegang om fattige, syge mennesker, som kun ligger ”os andre” til last. Det var da også i 1703 vi fik den første fattigdomslovgivning herhjemme, som klart skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende, et begreb, som i sin fulde udstrækning stadig gør sig gældende i den lovgivning, vi ser på det sociale område.

Intet har således forandret sig, tankegangen har ført os tilbage i tiden uden dermed at gøre os klogere på det, vi burde vide bedre om. Nemlig medmenneskelighed, nærhed, social ansvarlighed, og frem for alt tanken om fællesskabets brede skuldre og dybe favn, hvor den, der ikke har, trygt kan søge tilflugt for at blive hjulpet på vej igen, fuldt og helt restitueret, så han eller hun igen kan bidrage til det fællesskab, som gav, da behovet var der.

For mig er det nærmest livseleksir at tænke og føle sådan. At tænke på fællesskabet som noget så værdifuldt, at jeg som det ret ubetydelige individ, jeg er i den sammenhæng, indgår i noget som på én gang er større og stærkere end jeg nogensinde bliver, men også skrøbeligt og sammensat, netop fordi det er afhængig af min indsats, min deltagelse. Det pirrer mig. Det gør mig nysgerrig og det gør mig opsat på at yde mit bedste.

Når det så er sagt … så mindes jeg i samme tankerække mit nuværende socialklassetilhørsforhold. Når man sættes udenfor fællesskabet, placeres i samfundets skidespor, og oven i købet nedgøres og behandles som det værste udskud, så bliver det i længden svært for selv den mest hårdtslående optimist at bibeholde troen på fællesskabet som noget, jeg kan deltage i uden at blive smidt ud med det samme.

Det forhindrer mig stadigvæk ikke i at insistere på at være med. Værdien af det, jeg står for, den, jeg er, udgør en ressource for ikke kun mig selv, men forhåbentlig også for andre. Derfor vil jeg til enhver tid kæmpe for retten til min og andre i samme yderspors ret til at være en del af fællesskabet.

Solidariteten længe leve !