Udenfor siler det ned. Strålerne lander på fortovet, plaskende sjask høres fra bilerne, som i døgndrift kører forbi på gaden nedenfor mit stuevindue. Vi, min mand og jeg, bor ved en omfartsvej, som om føje år trafikbelastes endnu mere pga et nyt brobyggeri over Odense Kanal, men hvem kærer sig om det.. ? Langs 3/4 af vejen bor alligevel kun mennesker i socialt boligbyggeri.

Kræft, allergi og KOL vil stige betragteligt for menneskene langs vejen, tænker jeg, for slet ikke at tale om al den støj, det her giver. Jeg har aldrig fred i min stue, og det betaler jeg for. Skamfulde 2.700 kr. om måneden. Fordi jeg ikke har råd til andet. Fordi jeg lever i samfundets skidespor, sammen med så mange andre af mine medborgere, i et socialt boligbyggeri fra 1961, som ikke er blevet holdt synderligt ved lige, og derfor er billige at bo i, ja, de er faktisk landets billigste set på m2 prisen.

Det er vi glade for, os, der bor her. Vi er glade for at bo her, fordi her er rart at være. Her bor jo andre som os selv, vi hjælper hinanden, kommer hinanden ved, holder øje med hinanden. Men segmenteringsprocessen er jo lige så indspist for vores vedkommende, som den er for mennesker i et almindeligt villakvarter. Forskellen er, at vi ikke har noget valg. Det har de i villakvarteret. Vi har ikke råd til at købe vores eget. Det har de.

En ret betragtelig forskel, når det kommer til det nok så frie valg, som højlydt besynges og med stor retorisk fremdrift prises af den siddende regering, og enhver anden, som ikke måtte være kommet så galt afsted, at livet er endt i ovennævnte skidespor. Det frie valg giver mig retten, men det giver mig ikke muligheden. Valget er begrænset af min indtægt, som igen er begrænset af min arbejdsevne.. Sættes der ikke fornødent pris på mine evner, kan jeg ikke tjene til det, jeg gerne vil have. Og der sættes ikke pris på en førtidspensionist, tro mig.

Det lille ord “selvforskyldt” rummer kimen til al elendighed for den, der skulle være så uheldig at blive syg, arbejdsledig, og fattig. Det er et grundlæggende ideologisk træk ved den siddende regering, at du i alt du foretager dig er personligt ansvarlig for din egen lykke, og lykkes du ikke, er det “selvforskyldt”: Det betyder, at samfundet intet ansvar har for din sygdom, fattigdom, ulykke, arbejdsløshed, misbrug, du kan frit vælge at gå i hundene for og på egen regning, vi har og tager intet ansvar for dig.

Når man når dertil, hvor man er røget ud af arbejdsmarkedet pga sygdom, så er man nået til et punkt i tilværelsen, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Man er i den grad frataget det frie valg med hensyn til bolig, behandling, ordenlige og sunde madvarer, sociale sammenkomster, nyt tøj, tandbehandling og hvad der ellers er at betragte som almindelig velfærd i vores smørhul af et samfund. Den gælder bare ikke for førtidspensionister i et samfund, hvor din værdi som menneske måles på din købekraft. Vi kan nemlig ikke købe hele verden, vi kan købe ind i ALDI !

Fattigdomens svøbe har lagt sig, smækket sine klamme kæber om livets udfoldelsesmuligheder, og glæden har ringe tag i dagligdagen, for der er ikke meget at grine af.. Latteren forstummer, og jeg ser op og himlen er ikke blå.. Det er min sindsstemning.. Men hey, det findes der jo piller for.. Så kan jeg også være en del af verdens lykkeligste folk !

Jeg vedkender mig en ram af den pessimistiske hu, en vis fatalistisk bitterhed over tilværelsen, som giver mig retten til at være grumt realistisk i min indstilling til det at være medlem af skidesporsbanden. Jeg forbeholder mig retten til at være netop alt dette, deri ligger min kraft, min styrke, mit elendige, mismodige liv til trods. Deri ligger mit frie valg. Retten til at vælge min sindsstemning og hvordan jeg, sådan indenfor rimelighedens grænser, vælger at udtrykke den..

Det forandrer dog ikke følgende faktum:

At en forstående reform af førtidspensionsområdet kommer til at ramme netop os, der ikke har kræfter, livskraft og diverse fagforbund, foreninger, og stærke talsmænd/kvinder til at råbe højt på Rådhuspladsen, i TV, aviser, og hvor de ellers råber højt for os.Vi har dårligt en smule politisk bevågenhed på borgen...

Hvem vil sikre, at vi ikke fratages den sidste rest af anstændighed, livsmod og frem for alt, skal trues på det i forvejen nedsatte livsgrundlag, nemlig førtidspensionens økonomiske fundament ? Skal statsministeren ? Socialministeren ?

Eller er vi prisgivet den almindelige holdning, som stempler os som nasserøve, dovne skiderikker, der ikke gider arbejde, og som har trukket pensionsbevillingen i den lokale preservativautomat...!