En glimrende artikel af Jesper Juul om børn og opdragelse kan du læse her: http://www.fyens.dk/article/1152886:Jesper-Juul--Ta--det-roligt-i-det-nye-aar
Jesper Juul stiller 3 spørgsmål, som han forsøger at besvare i artiklen, nemlig:
- Hvilke børn vil forældrene have?
- Hvilke børn vil samfundet have?
- Hvilke børn vil børnene have?
Han omtaler ligeledes to uheldige tendenser, nemlig følgende, som jeg citerer ordret fra artiklen:
I de senere år har vi set to uheldige tendenser. Den ene er, at forældre har urealistiske forestillinger om, hvor tidligt børn kan lære det, forældrene synes, de skal lære. Den anden er en stigende efterspørgsel efter konditioneringstrick - dvs. hvad skal jeg gøre for at få det barn, jeg vil have?
Begge dele fører ofte til, at forældre bliver hyperaktive, frustrerede og udmattede, og det samme sker selvfølgelig for deres børn, som må presse sig selv ekstremt meget for at gøre deres forældre glade og tilfredse.
Dernæst fortsætter Jesper Juul med at tale om opdragelsens væsen, som han ser det være tilfældet for morderne forældre i dag.. Jeg har klippet lidt i artiklen, og highligtet det, jeg mener er det væsenligste i hans udsagn.
Det lønner sig at se på børn som væsner, der er kommet på besøg fra en anden planet. De gør det bedste, de kan, og når vi ikke synes, det er godt nok, har de brug for en guide. Når étårige Frederik er på vej op ad husets indvendige trappe, er det tilstrækkeligt at fange hans opmærksomhed med et venligt "Frederik!", se ham i øjnene og sige, "Du kan ikke gå op ad trappen alene endnu. Skal jeg hjælpe dig?" Det tager som regel mellem 10 og 20 sekunder, før hans mimik enten siger "ja, tak", eller til han opgiver sit forehavende. Uden kontakt er opdragelse ikke mulig og - endnu vigtigere: en stor del af det, vi kalder opdragelse (læs: belæring), forhindrer kontakt.
Hvis forholdet mellem vores bevidste og intentionelle opdragelse og den, der foregår mellem linjerne, er 10/90, betyder det, at vi har meget lidt kontrol med, hvad børn lærer og hvordan. Al den opdragelse, der sker mellem linjerne, optager børn gennem alle deres sanser og på samme usynlige måde, som planter optager ilt ved hjælp af osmose. Når vi ikke er tilfredse med resultatet, må vi se indad og korrigere vores egen adfærd - ofte én vi ikke vidste, vi havde. Opdragelse handler nemlig meget lidt om, hvad vi gør og meget mere om hvordan og hvorfor, vi gør det. Gør som jeg gør, fordi jeg oprigtigt mener, at det er det, mit barn er bedst tjent med på lang sigt? Gør jeg det for at opnå en kortsigtet gevinst? Gør jeg det for at styrke mit eget image eller selvbillede?
Dette samspil mellem barnets evne til at samarbejde, tilpasse sig og eksperimentere med sine egne muligheder og begrænsninger og forældrenes evne til at vejlede det og korrigere deres egen adfærd er ideelt for begge parter. Efterhånden som de fleste børn tilbringer en stor del af deres vigtigste år i pædagogiske institutioner, hvor vilkårene er helt anderledes, bliver forældrenes indsats helt afgørende for børnenes udvikling.
Det betyder ikke, at børn generelt tager skade af at være i børnehave. Det betyder bare, at en del af de vitaminer, de har brug for, kun findes hjemme i familien. Et af de vigtigste er "se-vitaminet" dvs. forældrenes evne og vilje til at "se" barnet og frem for alt være opmærksom på dets vilje til at tilpasse sig.
Når børn udsættes for ambitiøs og projektagtig målrettet opdragelse, svarer det til at trække i græsset eller hive i blomsterne for at få dem til at vokse. Som ethvert barn ved, sker der det modsatte. Planternes rødder bliver svage, og de mister gradvis evnen til at opsuge næring fra omgivelserne.
Den utålmodige haveejer kan købe færdigudviklet græs i ruller - forældre gør klogt i at være tålmodige og lade barnet sætte tempoet.
Og ja.. Jeg kan som handicap-forælder godt lære noget af hans udsagn. Det, jeg tager med mig er hans udsagn om forældrekompetancen, om der, hvor jeg er en god forælder, og er et JEG-tydeligt menneske, mit barn kan se og forholde sig til. At jeg ved, hvad jeg har behov for og vil finde mig i, og er i stand til at fortælle mit barn, hvor jeg er .. så han kan se det og bruge det til selv at blive et heltstøbt menneske.
Der, hvor jeg har svært ved at bruge ham, er der, hvor det handler om barnets egenkompetance. Der kan "mit barn" ikke være med... Hvis man har en hjerneskade, er dybt retarderet eller empatiforstyrret, eller alle 3 dele på een gang, så er det svært at bede barnet om at være "kompetent"... Så er man som forælder nødt til at være den "dobbelt-kompetente", om man vil. Ellers går det helt galt for både barn, forældre og søskende, som vi også så det i udsendelsen på DR1 fornylig om søskende til handicappede børn.
Faren ved denne dobbeltkompetance ligger der, hvor omsorgen for barnet bliver til omklamring og næsten til forveksling ligner det at være "co-alkoholiker" eller "medafhængig".... Så har man en dysfunktion i familien, og det har man brug for hjælp til at bearbejde.
Men hans indsigt i, hvordan forældrene reagerer, deres ressourcer og indbyrdes forhold, det er i den grad brugbart for ALLE forældre... Uanset, hvordan deres børn så end er skruet sammen.