En bog. Dem læser jeg en del af, men denne her, den er virkelig en udfordring .. Det udmattede selv, skrevet af proff. Alain Ehrenberg, fransk sociolog.

Jeg er ikke nået ret langt, men det, der springer mig i øjnene, er et par af de citater, bogen har på omslaget af bogen, og i introduktionen, skrevet af Anders Petersen, p. 17.

• For det første kendetegnes nutiden af en demokratisering af det særlige i den forstand, at samfundet promoverer et normativt lighedsideal, der foreskriver, at alle forventes at kunne blive noget særegent. Det efterstræbelsesværdige individ er således defineret ved en personlighed, der skiller sig ud, går sine egne veje og modsætter sig enhver tendens til at abe efter. Formuleret anderledes: I samfundets kulturelle, økonomiske og sociale sfærer understøttes tankegangen om at vi alle kan blive rockstjerner, store kunstnere, kendisser etc.

• For det andet præges nutiden af en udvidet forståelse af autonomi. I takt med frigørelsen fra eksternt fastlagte autoritetsformer har det sociale ideal om den personlige autonomi rodfæstet sig ien sådan grad, at ethvert individ nu forventes at være kaptajn i sit eget livs sejlads – at være sin egen autoritet.

Disse to punkter har tilskynnet proff. Ehrenberg, med henvisning til Claude Lévi-Strauss, til at sige, at vi lever i en tid, hvor det enkelte individ betragter sit eget selv som den hellige totempæl, der skal tilbedes. Hermed jager mennesket sig selv for at finde sig selv !

For mig .. sådan umiddelbart, er der ingen tvivl om, at denne hellige dans om totempælen sammenholdt med den individualiserede tilgang til alt her i tilværelsen er en jagt så kraftkrævende, at ethvert menneske på et eller andet tidspunkt i livet vil opleve en udmattelse.. Det er næsten så forudsigeligt som AMEN i kirken hver søndag. Man kan ikke blive ved med at jagte sig selv og sin egen selv-iscenesættelse uden det på et eller andet tidspunkt kommer til en “hov, der kunne jeg ikke følge med” eller “der slog jeg ikke til ifht. de forventninger jeg har til mig selv”

Men sættes forventningerne så højt som til at skulle være “stjerne for en aften med x-faktor og en intelligens på højde med Niels Bohr’s”, jamen, så kan man ikke andet end fejle. Selviscenesættelsen iscenesætter en livsførelse, som danner grundlaget for en identitesdannelse, der slet ikke kan følge med presset fra “det perfekte selv”.

Altså må selvet udmattes, og depressionen er en realitet. Jeg fristes næsten til at sige, at det er en nødvendighed for at skabe et realistisk selvbillede ! Dansen om den selvskabte totemspæl, som tilbedes som en helligdom er på alle måder en usund livsindstilling, som jeg kun kan se skaber mennesker med diverse former for mangel på empati og forståelse for dem, der ikke lige er i stand til at lege “kaptajn på eget skib”…
…