Roger Buch, valgforsker, mener, at temaet er tys-tys i valgkampen, fordi der ikke er stemmer i det.

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, siger : Vi ved efterhånden, at vi ikke er på lokalpolitikernes dagsorden.

Det er en kynisk kalkule, der ligger bag, når de handicappede fylder så lidt i politikernes mærkesager, mener lektor Robert Klemmensen fra Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet:

Ovenstående er blot nogle af de ekspertudtalelser, der er kommet vedrørende de glemte grupper i valgkampen, som dagens leder i Fyens Stiftstidende den 11. november omtaler. Samme leder opfordrer også forældre til handicappede, de handicappede selv og deres talerør til at smide forsigtigheden og pænheden væk, gå i offensiven og bringe eventuelle mangler frem i lyset.

Jeg vil som mor til en nu voksen handicappet ung mand gerne komme med en kommentar til lederen.

Vi orker det ikke, os, forældrenene. Vi orker ikke at fare i blækhuset og råbe højt i medierne. Der, hvor vi har lagt pænheden og forsigtigheden af, det er i mødet med det offentlige system, sagsbehandlere, socialchefer, pædagoger, lærere, læger etc, hvor vi lægger ALLE VORE KRÆFTER i håb om at kunne få bevilget bare et minimum af hjælp til vore poder gennem hele deres opvækst og så sandelig også, når de er fyldt 18 år og ret beset ikke længere er vores ansvar. Det siger sig selv, at der ikke, efter kampe med kommunen og arbejde med det handicappede barn, er mange kræfter til overs til ret meget udadvendt aktivitet. De kræfter der er, bruges på familien. Ikke på at fare i medierne og råbe højt. Men det skal man nok være enten forælder eller pårørende til en familie med et handicappet barn/voksen for at kunne forstå. Vi går kun til medierne, når alt andet ikke lykkes. Det er nedværdigende og ydmygende at skulle krænge sin sjæl og sin elendighed ud i al offentlig skue, for det er ikke mange danskere, som forstår det her. Den almindelige dansker tror jo, der tages hånd om de handicappede børn og voksne.. og når de så oplever, at det gør der ikke... så gemmer de sig væk, vil ikke vide af det, bliver måske vrede ... men forstå hvad det betyder for en familie kan de færreste.

Jeg endte selv som førtidspensionist på denne konto. Sled mig selv i stumper og stykker som enlig mor til en handicappet ung mand, som nu er voksen og flyttet hjemmefra. Jeg mistede mit job som socialrådgiver, røg på sygedagpenge, siden på kontanthjælp og så en førtidspension. En vaskeægte social deroute, fordi jeg ikke længere orkede at kæmpe MOD kommunen for hver enkel lille bevilling til min søn, og jeg skulle da om nogen have forudsætningen for at læse, forstå og bruge loven. Det var og er, desværre ikke nok.
Det skulle ikke undre mig , om der blandt mange SDP modtagere og førtidspensionister gemmer sig forældre til handicappede... vi er nemlig i en højrisiko for at udvikle diverse belastningssygdomme ... af åbenlyse årsager. Så det koster ikke kun på børne-unge-og voksenhandicapområdet... forældrene koster også senere i livet på socialområdet og sundhedsområdet...

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra en kvinde, som fortalte om "aldrig rigtig at være glad".. For at illustrere lidt af, hvad det er, hun mente, gengiver jeg her en historie, hun fortalte mig i brevet.

Jeg var engang sammen med en mor til en handicappet dreng som sagde: "Ved du hvad X.....det er jo svært at forklare, hvad livet som mor til et handicappet barn gør ved én. Vores medmennesker kan jo SE med deres øjne, at det er en hård opgave vi har fået tildelt hér i tilværelsen. Men når de står op næste morgen, er alt - for deres vedkommende - jo glemt. De lever videre i deres eget liv, hvor de er forskånet for alle de svære ting vi andre slås med.

Men vi, du og jeg og alle de andre, skal slå øjnene op til endnu en dag, hvor man håber på det bedste og frygter det værste. 365 dage om året er vi "forfulgt" af vores egne følelser og tanker og dét forstår andre ikke. Acceptér det. De forstår det ikke.

Til gengæld må de prøve at forstå, at vi aldrig bliver helt glade. Lad os antage at jeg fik at vide, at jeg resten af mit liv skulle leve i et hus i Sydfrankrig, med tjenere på hver finger, mad og drikke i lind strøm, sol i ansigtet og en adonis ved min side. Ville jeg så kunne sige (som alle andre ville). JA - dette er livet! NU er jeg glad......NEJ, det kunne jeg ikke. For jeg bliver aldrig glad igen. Aldrig 100%. I perioder kan jeg sige, at jeg er 75% glad - men de 25% mangler. Sådan er det. Det gør forbandet ondt. Det er hjerteskærende opslidende.."

Jeg tillader mig at linke til min blog, http://fruenssider.smartlog.dk/dit---og-mit---og-hjerteblod---post192784#comments, et indlæg, hvor det er kommentarerne, der er de mest interessante.