Helt inde i den inderste kerne af min sjæl ligger en dyb forståelse og viden om, at ikke alle i dette samfund er født med en sølvske i munden, og næppe heller nogensinde kommer til at bide i én. Det er en uomtvistelig sandhed, desværre.

Min indstilling til mennesker i samfundets sidespor er enkel og ligetil; De har krav på respekt og forståelse på lige fod med den, ethvert andet menneske ønsker at blive set og hørt med. Der er ingen i dette land, der har mere krav på glæde, lykke og menneskelighed end et menneske, som har prøvet at leve på samfundets bund. Et menneske, som skæbnen har givet en lusing af dimensioner er vi som medmennesker forpligtede til at hjælpe og hjælpe på en sådan måde, at vi ikke begår overgreb på menneskets integritet og selvforståelse.

Ofte har jeg siddet overfor mennesker med en anden indstilling til tilværelsen end jeg selv. Som har forsøgt at få hjælp af systemet, men ikke passet ind i det. Som har forsøgt at samarbejde med systemets krav og regler, men som gang på gang er stødt mod muren... Det er dybt beskæmmende at opleve menneskets livsgnist forsvinde i mødet med systemets overmagt. Systemets krav mod menneskets vilje... Der har man ingen chance... og slet ikke som hjælper.... der bliver ikke lyttet til gode argumenter, men kun set på lovgivning og overholdelse af administrative regler. Hér skal vi ikke hjælpe, her skal vi administrere... socialt arbejde.... det er i den grad en by i Rusland.....

Det er min mission i livet at kæmpe den lille mand, kvinde og barns sag. Det er min hjertesag. Jeg kan ikke lade være. Jeg må råbe højt, når min moral og etik trædes under fode, når der begås overgreb på mennesker, der i forvejen ligger ned, og især, når samfundseliten kvæler menneskene i sidesporet.

En skønne dag dømmes vi alle .... og den dag vil jeg kunne stå frem for min Skaber og sige, at jeg forsøgte at behandle andre, som jeg selv ønskede at blive behandlet. Intet mindre. Må Han se i nåde med mig, den dag.....