Vi har altid haft en eller anden form for fattigforsorg, som i sin væren var en privat sag, henlagt til forgodtbefindende hos munke, klostre og menigmand. Historien beviser desværre, at det højt besungne neo-liberalistiske mantra: “FRIHED UNDER ANSVAR” ikke kunne administreres, tvært imod. Der måtte lovgives om inddrivelsen af midler til fattighjælpen, ellers betalte man ikke. Denne regulering .. eller inddrivelse, sker i dag via skattesystemet. Og godt det samme !

I dit ansigts sved skal du tjene dit brød, arbejdet adler, noget for noget, du skal yde før du kan nyde, alle disse små sætninger er indlagt i den måde, vi stadig tænker fattigforsorg på, uanset, om der nu er mere end 300 år siden den første fattiglov blev inført i 1708.

Fattigforsorg er betegnelsen for de private og især offentlige foranstaltninger, hvis formål det er at skaffe mennesker, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, og som heller ikke har naturlige forsørgere, et livsnødvendigt underhold. Dette er stadfæstet i Grundloven af 1849, selvsamme Grundlov, som fastslog enhver trængendes ret til offentlig hjælp, såfremt vedkommende underkastede sig de begrænsninger i den personlige frihed, der fulgte med.

Især er der efter indførelsen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats virkelig sat fokus på det forjættende i at være afhængig af offentlig hjælp og det offentliges krav til modydelser. Dette gælder også i forbindelse med foranstaltninger for mennesker med særlige behov (heriblandt handicappede), hvor man nu skal se på, om der er familie eller slægtninge, der kan tage over, netværke, som det er så moderne at kalde det.

For at opnå retten til kontanthjælp skal der være sket det, man i fagsproget kalder en social begivenhed. Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, med alle de muligheder for sanktionering, fratagelse af den økonomiske hjælp  - ALMISSEN - , hvis du ikke makker ret.

Jeg ser - desværre - ingen forskel i den måde Fogh-regeringen anskuer fattigforsorg i forhold til tiden før den første bistandslov i begyndelsen af 1970-erne og så den lovgivning vi kender i Lov om social service og lov om en aktiv socialpolitik i dag. Begrebsforståelsen er stadig den samme.

• De værdigt trængende var syge, handicappede, mennesker, som man ikke anså for selvforskyldt fattige… begrebet går igen i tildelingskriterierne, når det gælder om at få den forjættede adgang til "ALMISSEN" (kontanthjælps- og syge/dagpengelovgivningen… )
• De uværdigt trængende, dem var (og er) der ingen barmhjertighed med. Det var folk, som man anså for arbejdsdygtige, de var bare dovne. . Det var landstygere, prostituerede, arbejdssky individer, og soldaterenker med småbørn, enlige mødre med “uægte” børn. Tanken her var, at de fattige skulle tvinges til at arbejde for føden. Dette er stadigt gældende i lovgivningen på både kontanthjælps- og syge/dagpengeområdet.

Hvor er forskellen på dagens Danmark, når vi taler om tvangsaktivering af sygedagpengemodtagere, tvangsbeskæftigelse af kontanthjælpsmodtagere, flygtninge på starthjæp, folke- og førtidspensionister i forhold til ovenstående deling af "de måske- og måske-ikke egnede" ? Nemlig .. den er der ikke, for det er stadig den samme tankegang, der er gældende i lovgivningen, og ikke mindst ... blandt mange danskere, som Laila Ammitsbøls indlæg, jeg tidligere har linket til, klart viste. Fattige er nasserøve, parasitter og uønskede individer, man må træde på og nedgøre, som det passer én.

Hvor er den sociale forståelse og medfølelse blevet af … ? Hvor er retfærdigheden blevet af ? Hvor er menneskeligheden blevet af ?

Nemlig .. den forsvandt ud af pengepungen med det første fleks-lån, køb af fladskærm, ny bil, 2 ferier om året i udlandet, nyt tøj, sko, make-up, shopping ... og alt det andet grådighedskonsumerende lystbetonede liv, som rigtig mange danskere lever.

Om jeg forstår det.. nej.. det gør jeg ikke... jeg kan se det sker, men jeg kan ikke følge med. Her fra skide-sporet lever vi jo af det, der svarer til een almindelig lønindtægt om måneden. Vi skal nemlig aflevere penge hver måned af vores sparsomme indtægt, .... mange penge.... blot fordi vi har valgt at gifte os og bo sammen.... Det er nemlig kun mennesker, der modtager almissen (førtidspension, kontantjælp og folkepension) som trækkes i indtægt, når de gifter sig eller vælger at leve sammen i "ægteskabslignende forhold"...

Hvor f. er retfærdigheden henne her ? Vi skal også betale grønne afgifter, skat, mad, husleje etc..... og stadigvæk er der ingen social-økonomisk kompensationshjælp at få til varme, medicin, behandling etc, fordi vi "tjener for meget" ... !

Ærlig talt... Vi burde lade os skille, kjeldsen og jeg, og leve hver for sig ... så kunne vi måske få et anstændigt liv ...... 

Jeg græmmes !