I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Tillykke med det!

Jeg har aldrig demonstreret, protesteret eller på anden måde markeret mig som feminist og kvindesagsforkæmper. Jo, jo, jeg har siddet i sofaen og brokket mig, men altså…

Jeg er så privilegeret, at jeg kan sidde i sofaen og brokke mig, fordi der er kvinder før mig, der har kæmpet for mine rettigheder. Og derfor er dagen i dag værd at markere – om ikke andet så for at komme de kvinders kamp i hu og sende dem en venlig tanke til tak.

Passende nok er jeg lige blevet færdig med én bog og kan gå i gang med en anden netop i dag. Valget er faldet på Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden. Jeg har naturligvis fået den i gave af en anden kvinde! Den er skrevet af to svenske kvinder, Liza Marklund og Lotta Snickare, og beskriver hvordan, der stadig er en kamp at kæmpe i Sverige. Og hvis der er det i broderlandet – hvor man for eksempel har en barselsfond og strengere love omkring ligeløn – jamen, så må der også være det herhjemme.

Nu vil jeg sidde i sofaen og læse og måske få mere at brokke mig over. Næste år kan det være, jeg demonstrerer.