Jeg har tidligere blogget om den fænomenale teateroplevelse, jeg havde med Brødrene Karamazov på Det Kongelige Teater, og tvivlede egentlig på, at der var nogle af de teateroplevelser, jeg ellers skulle ha’ i løbet af sæsonen, der kunne slå den. Alligevel må jeg revidere min udmelding og slå fast, at Pornotopia på Mungo Park, som jeg var inde og se i aftes, er det bedste stykke, jeg endnu har set i sæsonen.

Det var det, fordi det var nærværende, vedkommende og tankevækkende. Ja, bevares, jeg græd, da jeg så Brødrene Karamazov, og det gjorde jeg ikke i aftes i Allerød. Til gengæld grinede jeg meget mere, jeg var helt opslugt af historien, lyttede intensivt til hver eneste replik og så har jeg tænkt og tænkt over, hvad jeg nu skal mene om emnet og historien.

Det er nok lettere at forklare, hvad jeg mener om historien; den er meget dygtigt fortalt, og jeg synes, det er teaterkunst på højt niveau. Der er både illusionsbrud og verfremdung (tak, Bertolt), inddragelse af hele rummet som scenerum, dobbelteksponering på storskærm, koreografi, der understreger historien, og en meta-historie om det at fortælle historier. Masser af lir for narrations-buffs som mig. Og så et ensemble-spil, som gør det meget tydeligt, at skuespillerne på Mungo Park selv er med til at udvikle stykket og at selv den mindste birolle er fremelsket og væsentlig.

Sværere er det at forklare, hvad jeg mener om emnet. Porno er egentlig ikke noget, der optager mig synderligt. Jeg har aldrig tænkt nærmere over pornobranchen og pornoskuespillere. Her på Vesterbro, hvor jeg bor, er det ellers let at blive eksponeret for branchens herligheder. Men det rører mig ikke. Jeg bliver ikke forarget, ej heller interesseret. Jeg har vist accepteret, at porno bare er en del af tilværelsen og af det offentlige rum. Og jeg har trukket en del på smilebåndet af folkene fra Pornofrit Miljø og lignende smagsdommere. Jeg synes, de er nogle lidt bornerte, lidt frigide gamle tasker. Men okay – jeg har heller ikke små børn, hvis øjenhøjde svarer til højden på bladhylden i de fleste kiosker…

Som en af karaktererne i Pornotopia sagde, så har vi brug for et sprog, som vi kan tale om alt det her med. Fordi det er der – og ikke er til at komme udenom.

Den anden dag havde jeg en flok veninder samlet hjemme hos mig. Vi sladrede og kom til at snakke om, at Britney Spears har fulgt trop, trådt i Lindsay Lohan med fleres fodspor og flashet sin glatbarberede fjabbe til et paparazzikamera. Straks måtte vi nettet og se billederne. ”Hey, er der ikke et close-up?” Lidt generte og storfnisende stod vi så der og gloede på Brittas fisse og syntes vist alle sammen, at nu var hun da sunket lidt lavt. (Eller endnu lavere.)

Det var helt tydeligt, at det dér havde vi ikke respekt for. På samme måde som vi ikke har den store respekt for Pamela Anderson eller Paris Hilton, dels – men absolut ikke udelukkende – fordi, de har lavet sexbånd med deres kærester. Det var ganske vist aldrig meningen, at de skulle udkomme, men det gjorde de. Og straks opfatter vi lidt de her kvinder som nogle sluts. Hvorfor? Gad vide, hvor mange af de piger, der var samlet i min stue, selv har haft en camcorder med i seng på et tidspunkt? Og hvorfor fik vi røde kvinder og blev nødt til at joke omkring det? Det er jo bare en fisse, for fanden, vi har alle sammen selv en. Og vi diskuterer jo gladelig – og helt alvorligt – om det er okay (sådan fra et neo-feministisk synspunkt) at være helt glatbarberet, hvordan man undgår skægpest i bikinilinjen og så videre…

Så snart noget bevæger sig fra privatsfæren og ud i den offentlige sfære, så ændrer det karakter. Eksponeringen åbner uvægerligt op for den mulighed, at der er nogen, der kan spekulere i det. Med penge, følelser, holdninger, meninger… Alt, hvad der er offentligt kan diskuteres, forvanskes og misforstås.

Det mest geniale ved Pornotopia er legen med afstand og nærhed. Mellem det private og det offentlige. Mellem dem, der er i pornobranchen og dem, der betragter det udefra. Mellem idealisme og realisme. Mellem kameraet og dets motiv. Mellem øst og vest. Mellem utopi og realiteter. Mellem den kvindelige pornoskuespiller og den mandlige pornoskuespiller. Mellem skuespillerne og publikum. Mellem pik og kusse.

Og der er for det meste stor afstand mellem pik og kusse i Pornotopia. Det må jeg hellere pointere. Man skal ikke farte til Allerød, hvis man forventer at se nøgne skuespillere. De scener, der virkede allerstærkest og mest grænseoverskridende på mig rent seksuelt var dem, hvor legen med afstand og nærhed var allermest tydelig. Og vel også fordi – beware; nu kommer der en kliché – hjernen er den største erogene zone.

Ved at overkomme afstanden til Allerød på en torsdag aften, kom jeg lidt nærmere på pornoen. Ved at flytte pornoen fra den private sfære ud i den offentlige sfære, har Mungo Park åbnet op for, at porno kan diskuteres. Det kan stadig forvanskes og misforstås, men for mig personligt gav det mig netop et udvidet sprog, som kan bruges i en diskussion. For lidt ligesom Britneys fisse, så er porno ikke til at komme udenom i disse dage. Og jeg kan vel ikke blive ved med at lade som om, at afstanden mellem min privatsfære og det offentlige rum er så stor – selvom det nok er det, vi er bedst til, vi danskere; at tage skyklapper på og hytte vores eget skind.

Pornotopia spiller på Mungo Park indtil 22. december