Tja – det er vel bedre at skrive et nyt indlæg sent end aldrig. Og det er vel bedre at opdage, at man er blandt sitets anbefalede bloggere sent end aldrig… som nummer tre på listen, endda. Bedre – men ikke fremragende. Jeg skal se, om jeg kan gøre noget ved det… men det er jo lige det der med at finde energi til alt det, man gerne vil. Og have selvtilliden til at tro, at der er nogen, der gerne vil høre, hvad man mener.
Den slags prioriteringsspørgsmål og tvivl bliver vel større og større, jo ældre man bliver – og er nok endog meget store for de ældre, som vi kalder dem. Fordi det lyder pænere end ”gamle”. Hvis kroppen kun stiller med energi til meget lidt og man i øvrigt er blevet stuvet af vejen på et plejehjem, jamen, så kan man vel godt komme til at spekulere over, om man er interessant for nogen eller om man skal bruge energi på at gøre sig interessant for nogen.
Det samme har de åbenbart spekuleret over på Mungo Park. Og nej – jeg skynder mig at gøre dette klart – jeg bliver ikke betalt af Mungo Park for at blogge om deres forestillinger. Ingen corporate blogging hér. Og jeg laver andet end at gå i teatret i Allerød, men meget af det er ikke så interessant at skrive om eller er svært at dele med eller anbefale til andre, da det er ovre og omme. Og så, ja – fordi det er længe siden, jeg har ytret mig i dette forum… Så nåede de at have premiere på et nyt stykke. Og det handler om de ældre.
Den Allersidste Dans blander på underholdende vis a capella fremførelser af danske evergreens med dialog, monolog og flashbacks. Især sange af Kai Normann Andersen indgår i stykket, og jeg blev både glad og sentimental, fordi sangene minder mig om mine bedsteforældre. De er gået bort nu, men før det var de jo også ældre. Trætte, energiforladte og spekulative – var de interessante for nogen?
Anmelderne har skrevet lidt om, hvorvidt karaktererne i Den Allersidste Dans er lige lovlig karikerede eller parodiske. Jeg synes, de er fint nuanceret, men jo de repræsenterer vel typer af ældre. Realistiske typer, synes jeg – typer, som jeg genkender fra barndommens besøg på de plejehjem, hvor min mor har arbejdet. Typen, der er dement, pinlig og forstyrrende. Typen, der har svært ved at acceptere sin krops forfald. Typen, der forsøger at skubbe sine børn og børnebørn fra sig – som ikke vil være til besvær. Typen, der forsøger at holde fast på det hele – både det ydre og indre, og som ikke kan klare ydmygelsen i at miste kontrollen. Og typen, der nægter at være gammel, og som opretholder sin ret til at være af interesse for andre – læserbrevsskriveren.
De to sidste typer var repræsenteret af kvinder i Den Allersidste Dans – og jeg må indrømme, at jeg synes, det især var kvinderne i Mungo Parks ensemble, der bar stykket. De gik lige i hjertet på mig. Især Rikke Bilde som Karen – den gæve jyde, der ikke vil være til besvær for sine børn og ikke vil have, at de skal blive kede af det ved at se hendes forfald. Dér var min bedstefar. Kitt Maiken Mortensen var Ingrid – den fine frue, som prøver at fastholde fordums stolthed, og hvis stolthed ikke kan klare, når inkontinensen tager overmagten. Dér var min mormor.
Tilde Maja Frederiksen var ganske enkelt suveræn som Sus. Forfatterinden, eventyreren, feministen, enegængeren – hun, der havde valgt ikke at få børn; hun, der stadig søgte eventyret og kærligheden i en sen alder. Hun, der gerne vil diskutere det der med at blive ældre – hun som fandgaleme er interessant! Måske er det min mor – som endnu ikke er ”ældre”, men hun bliver jo ældre. Eller måske er det mig – og den holdning til alderdommen, som min generation kommer til at have? Jeg håber, det sidste er rigtigt. Jeg håber, at vi fremover bliver ved med at finde os selv interessante, ytre os, opsøge eventyret og betragte de opfattelser af passende og værdig opførsel som påduttes bestemte aldersklasser som klichéer. Skal man, som Sus filosoferede over, acceptere at livshistorien er skrevet? Vi får se, hvordan det bliver for os. Om vi har energi og selvtillid til at skrive på livshistorien lige indtil bogen lukkes.
Indtil da anbefaler jeg at man bruger energi på at høre de ældres livshistorier. Og har man ikke energi til turen på plejehjemmet, kan man tage en tur på Mungo Park. De har heldigvis haft energi og selvtillid nok til at fortælle de ældres historier, og de gør det rigtig godt. Måske er de ældres livshistorie skrevet – men derfor er den stadig værd at høre, mens de selv kan fortælle. Bedre sent end aldrig!
Den Allersidste Dans spiller på Mungo Park indtil 17. marts