Dette kapitel er i virkeligheden en af de bedste korte tekster, som jeg har læst, når det gælder en forklaring af kompleksiteterne i det menneskelige sind i forhold til ideologi og politik. Jeg nærer ingen forventninger om, at simple mennesker skal kunne forstå dette, så nu ér I advaret. For de, som bliver pirret af den slags, kan jeg anbefale at man ikke lader sig fastholde ved de enkelte begreber, som Fangegarn sikket ville have ønsket sig; men at man forsøger at tænke i paralleller og lignelser. Eksempelvis er kommunisme og fascisme hinandens modsætninger; men det menneskelige sind er så komplekst, så man kan være kommunist det ene minut og fascist det andet - afhængigt af mange andre tilsyneladende ubetydelige faktorer, som er medspillere i det samlede billede.

Som introduktion kan man læse:

Her kommer teksten:

Kap. XV

»Fra Helvedes Blækhus« af C.S. Lewis.

Kære Malurt!

Du nævnede i forbigående i dit sidste brev, at patienten efter sin omvendelse stadigvæk går i den samme kirke og ikke i nogen anden, og at han ikke er tilfreds med den. Må jeg spørge, hvad du egentlig tænker på? Hvorfor har jeg ikke fået nogen rapport om årsagerne til, at han er så trofast overfor sin sognekirke? Er du klar over, at med mindre det skyldes ligegyldighed, er det en meget alvorlig sag? Du er da vel klar over, at hvis man ikke kan kurere et menneske for at gå i kirke, er den næstbedste udvej at sende ham rundt i hele omegnen for at lede efter den kirke, der »passer« ham, indtil han bliver kirkelig finsmager og kender af kirker.

Årsagerne hertil ligger klart for dagen. For det første bør man altid angribe sognemenigheden, fordi samlingsgrundlaget er stedet og ikke har noget med sympati eller smag at gøre, og den derved fører folk af forskellige samfundsklasser og forskellige sjælstyper sammen i en slags enhed, som FJENDEN ønsker. Det kongretionalistiske princip gør derimod hver kirke til en slags klub og tilsidst, om alt går vel, til en klike eller et parti. For det andet gør jagten efter en kirke, der »passer« ham, manden til kritiker, der hvor FJENDEN ønsker, han skal være discipel. Det, han kræver af lægmanden i kirken, er en indstilling, som sandelig godt kan være kritisk i den forstand, at den forkaster det, der ikke er sandt og ikke betyder nogen hjælp, men som er helt ukritisk i den forstand, at den ikke »giver karakter« - ikke spilder tiden med at tænke på, hvad den forkaster, men i ukritisk, ydmyg magelighed lægger sig selv blot for enhver form for sjæleføde. (Du ser, hvor lavttænkende, hvor uåndelig, hvor helt igennem simpel, Han er). Denne indstilling skaber, særlig under prædikener, den tilstand (som er højst ugunstig for hvor politik), hvor floskler virkelig kan have noget at sige til en menneskelig sjæl. Der er næppe nogen prædiken eller nogen bog, som ikke kan blive farlig for os, hvis tilhøreren eller læseren er i den sindstilstand. Altså må du være venlig at skynde dig med at sende denne tåbe på rundtur i alle kirker i nærheden så snart så muligt. Indholdet af din protokol har til dato ikke været særlig tilfredsstillende for os.

De to kirker, som han har nærmest til, har jeg slået efter på kontoret. De har begge to visse fortrin. I den første af den er præsten en mand, som så længe har været optaget af at udvande kristendommen for at gøre den lettere tilgængelig for en formentlig vantro og stivsindet menighed, at det nu er ham, der forarger sine sognebørn med sin vantro ogikke omvendt. Han har undermineret mange sjæles kristentro. Den måde, han holder sin gudstjeneste på, er også beundringsværdig. For at spare lægfolkene for alle »vanskeligheder« er han gået bort fra ritualet og har udeladt både den hellige lektie og de foreskrevne salmer fra Det Gamle Testamente, og uden selv at opdage det, snurrer han nu i det uendelige rundt i den lille trædemølle, han har lavet sig af femten af sine yndlingssalmer og tyve yndlingstekster. Vi er således fri for den fare, at en eller anden sandhed, som han eller hans hjord endnu ikke var fortrolig med, nogen sinde skulle nå frem til dem gennem skriften. Men måske er din patient ikke dum nok til denne kirke - eller er det ikke endnu?

I den anden kirke har vi Pastor Spiger (originaltekstens Spike spiller på ordets slangbetydning; Højkirkemand, Ritualist. O.A.). Menneskene har ofte vanskeligt ved at forstå hans anskuelsers rækkevidde - hvorfor han den ene dag er næsten kommunist og den næste ikke langt fra en slags teokratisk fascisme - den ene dag skolastiker og den næste rede til fuldstændigt at benægte den menneskelige fornuft - den ene dag er han opslugt af politik, og dagen efter erklærer han, at alle statsformer her i verden i lige høj grad er »under Dommen«. Vi ser naturligvis det forbindende led, som er Had. Manden kan ikke få sig til at prædike noget, som ikke er beregnet på at forarge, bedrøve, forvirre eller ydmyge hans forældre og deres venner. En prædiken, som den slags mennesker ville godkende, ville for ham være lige så fad som et digt, som de forstod at skandere. Der er også et lovende anstrøg af uhæderlighed over ham; vi lærer ham at sige »Kirkens Lære er -«, når han i virkeligheden mener »Jeg er næsten sikker på, at jeg for nylig læste hos Maritain eller en af hans trosfæller, at -«. Men jeg må varsko dig om, at han har een skæbnesvanger fejl: han er oprigtigt troende. Og det kan endnu ødelægge det hele.

Men der er een god egenskab, som begge disse kirker har fælles - de er begge partikirker. Jeg har vist før fremholdt for dig, at hvis du ikke kan hindre din patient i at træde ind i kirken, må du i det mindste sørge for, at han bliver lidenskabeligt knyttet til et eller andet kirkeligt parti. Jeg mener ikke, at det skal være på grund af virkelig dogmatiske stridsspørgsmål; jo mere lunken han er overfor dem, des bedre. Og det er ikke dogmerne, vi især er afhængig af, når det gælder om at fremkalde had mellem mennesker. Det virkelig morsomme er at oparbejde et had mellem dem, som siger »Messe« og dem, somsiger »den hellige Nadver«, når ingen af parterne ville være i stand til at definere forskellen mellem lad os sige Hookers lære og Thomas af Aquinos på en sådan måde, at definitionen kunne holde stand i fem minutter. Og alle de rene adiafora - vokslys og messeklæder og hvad ved jeg - giver os et storartet virkefelt. Vi har fuldstændig fået mennesker til at glemme, hvad den nederdrægtige fyr til Paulus engang lærte om mad og andre uvæsentlige ting - nemlig, at det menneske, som ingen samvittighedsbetænkeligheder har i den henseende, altid skal tage hensyn til det menneske, som nærer betænkeligheder af samvittighedsgrunde. Man skulle tro, at de ikke kunne undgå at se, hvilken anvendelse ordene har på dem selv. Man skulle vente at se »lavkirkemanden« bøje knæ og gøre korsets tegn, for at hans »højkirkelige« broders ømfindtlige samvittighed ikke skulle blive smittet af uærbødighed, og at den »højkirkelige« skulle afholde sig fra sine andagtsøvelser, for at han ikke skulle forlede sin »lavkirkelige« broder til afgudsdyrkelse. Og sådan ville det have været, hvis vi ikke havde arbejdet uophørligt. Uden vort arbejde ville den rige mangfoldighed af kirkeskikke indenfor den engelske statskirke være blevet en fuldstændig drivbænk for menneskekærlighed og ydmyghed.

Din hengivne Onkel

Fangegarn.