Tillad mig at reklamere for en blog på TV2, som har skrevet nærværende indlæg, som jeg har lånt her og hvis vid, jeg har stor respekt for: http://blog.tv2.dk/plt84/
Dansk Folkeparti: Dyrt bekendtskab for egne vælgere!
Julemanden Tom: ”Kære børn. I år har jeg rystet sækken. Derfor er der flere gaver i år end sidste år og nogle får flere julegaver og ingen får færre. Lyder det ikke godt?”
Børnene: ”Jo, du er fantastisk. Som både julemand, Gud og tryllekunstner i Cirkus Arena i én og samme person”.
Moderen, hviskende til fætter Tom: ”Det er da dyrt, hvordan kan det lade sig gøre?”
"Jeg har lånt i banken”, svarede Tom.
”Jamen, lånet skal betales tilbage”, replicerede moderen.
”Nemlig”, svarede Tom, ”og derfor skal vi efter jul spare. Der bliver ingen fællestur i Tivoli 1. maj og fødselsdagsgaverne bliver inddraget. Men det opdager børnene ikke før det er for sent”.
Den skattereform, som med mindst mulig margin vedtages i Folketinget en af de nærmeste dage, kan anskues fra mange vinkler. Man kan iagttage selve forløbet og spillet uden for rampelyset, selve indholdet af aftalen og det som forties, man kan beregne hvordan store beløb omfordeles og endelig kan man tillade sig at stille spørgsmålet: Har vi den presse vi fortjener? Uanset hvilken vinkel man anvender, bliver resultatet det samme; det bliver en dyr fornøjelse for de små i samfundet og reel information om reformens konsekvenser er lav.
Løgnen om forhandlingsforløbet
Hverken Løkke, Kjærsgaard eller Fogh taler sandt, når de siger, at de var interesserede i et bredt forlig. Det er pærenemt at finde dokumentation for det udsagn. Fogh stillede tre uspiselige krav for at få lov til at medvirke i forhandlinger, lige før de gik i gang. Regeringen krævede
- at oppositionen skulle acceptere at skattestoppet fortsætter,
- at oppositionen skulle acceptere en massiv underfinansiering af skattereformen (som er blevet større i det endelige forlig), hvilket medfører enten lavere offentlig service eller højere betaling for offentlig service (som specielt rammer de familier med de laveste indkomster) og
- at oppositionen skulle acceptere at forhandlinger kun måtte vare i 2 dage (efter at Skattekommissionen havde anvendt 390 dage og regeringen selv havde brugt 24 dage, inkl. 7 dages skiferie). På en skattereform, som skatteminister Kristian Jensen har kaldt den største i nyere politisk historie!
Tre krav, som nøje var udvalgt for at få oppositionen til at hoppe af.
Hvilket også fremgår af følgende artikel, offentliggjort i JP onsdag den 25. februar:
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1613188.ece
Pengene er der ikke: Underfinansiering
Da man gik ind til forhandlingsbordet i sidste uge, viste regeringens egne beregninger, at deres udspil var underfinansieret med 13 milliarder i 2010. Det er en kendt sag, at underfinansiering altid betales af de dårligst stillede – arbejdsløse, pensionister og de lavest lønnede på arbejdsmarkedet – i form af øget betaling af eller reduktion i offentlige ydelser. Efter at oppositionen havde forladt forhandlingsbordet, kom DF - partiet, som ihærdigt påstår (når mikrofonerne er åbne), at de varetager de svagestes sag - til fadet. Med deres aftryk på skattereformen, er underfinansieringen vokset markant. Igen til skade for de dårligst stillede. Som også påpeget af Carsten Koch. Man behøver ikke være professor i nationaløkonomi for at kunne regne det ud. Her er de store linjer:
Omfordeling af personskatter – en omvendt Robin Hood
Der er ingen grund til at klandre DF for bortfaldet i mellemskatten. Det var kommet - uanset, hvem der havde indgået aftalen.
Det er også korrekt, at procentsatserne for topskat ikke blev sat ned (fra 15 % til 13,5 %), hvorved underfinansieringen blev formindsket.
Dette opvejes dog, (til fulde og meget, meget mere) ved ekstraordinært at hæve grænsen for topskat – den er sat op til hele 390.000 i 2010 og videre op til 410.000 i 2011. Med øget underfinansiering til følge.
Bemærk: Det er med dette kneb lykkedes DF at flytte skattegevinsten fra de allerrigeste til de næstmest rige. Ikke til dem der skulle være deres påståede kærnevælgere i bunden af indtægtspyramiden.
Jamen så er der kompenseret for de mest udsatte lavindkomster ved lavere procentsats i bundskatten og højere bundgrænse, ikke sandt?
Nej. For de reduktioner i procenten for bundskat og forhøjet bundfradrag er ikke eksplicit forbeholdt lavindkomster. Dem får alle!
Med reformen er det med andre ord lykkedes DF at give de velstillede højere bundfradrag, lavere bundskat, fjernet mellemskat og – gennem et markant løft af grænserne mellem bund- og topskat – lavere skat på den sidst tjente krone. Og inklusiv en grøn ”lige-til-at-grine-af- tyrolerhat check” og et miljøelement uden visioner samt et ekstra fradrag på kr. 1000, der sammenlagt får underfinansieringen til at vokse med adskillige milliarder, er det hele særdeles asocialt. Lægger man dertil, at der i planen er indbygget nogle løse forhåbninger om ’dynamiske effekter’ (at skattelettelserne vil skabe øget forbrugslyst og dermed bedre beskæftigelse og større skatteindtægter), hvilket er særdeles tvivlsomt under frygt og mismod i en økonomisk recession, kan det ikke blive værre. Underskuddet på statsbudgettet bliver gigantisk.
Hvem var det nu, DF påstod, de varetog interesserne for?
Beskæftigelsen
Regeringen påstår, at effekten af den gennemførte skattereform vil skabe 19.000 flere arbejdspladser. Indtil nu har det ikke været muligt at finde én ædru økonom, der mener at effekten kommer over ca. 6.000. Og da arbejdsløsheden i forvejen, med regeringens passivitet, vil vokse til langt over 100.000 i indeværende år, vil det blive svært overhovedet at registrere beskæftigelseseffekten af den nye skattereform. Men det lægger DF så gerne navn og stemmer til.
Hvad kunne de 13 milliarder ikke have skabt af reel nytteværdi? Ved at være brugt til investeringer i infrastruktur, bedre bygninger og alternativ energi – med både direkte effekt på beskæftigelse, højere udnyttelse af produktionsapparatet, bedre indtjening i virksomhederne og langsigtet styrkelse af konkurrencekraften.
Danmark var det land i Europa, som først blev ramt af recession. Vi er det sidste land til at reagere på det.
Vækstpakken er udeblevet og erstattet med sølle 2 milliarder kr. skjult inde i skattereformen. Nu er mulighederne spildt! Med velvillig assistance fra DF.
Persongalleriet
Lars Løkke har 2 belastende karaktertræk – han er arrogant og løgnagtig. Det er ikke i selv diskvalificerende i det politiske liv. Med mindre gud og hvermand kan se det. Og, desværre for ham - det kan de! Hans kynisme er som JR i Dallas og så klodset og gennemskuelig, at selv en døv og blind DF-vælger kan sanse det. At påstå, at ”..det er beklageligt at S og SF har valgt at forlade forhandlingsbordet…”, når man ved, at Løkke reelt slet ikke inviterede dem, falder den kvikke replik tilbage på ham selv. Han bliver aldrig folkevalgt statsminister. For han har allerede demonstreret, at han ikke kan eller vil det brede samarbejde.
Pia Kjærsgaard har ikke brikkerne på øverste etage til at beregne, hvad skattereformen betyder. Heller ikke dét er for så vidt diskvalificerende. Hun er taktiker mere end strateg, og man behøver ikke hive hende frem i rampelyset ved enhver given lejlighed. Det er derfor uforståeligt, at partiet gør det, når emnet er ’statens indtægter og udgifter, samt skatten’. Hvorfor lader man hende, med det vanlige mopsede udtryk i hele åsynet, udtale ”at hun da ikke kan forstå, hvorfor oppositionen er fornærmet og gået fra forhandlingerne, så vi skal sidde her helt alene tilbage.." ? En sætning hun med garanti har fået mediemanuduktion i, og som er ren cover my ass fortrængningsmekanik. Formålet med udtalelsen er alene at forsøge at give politiske partier, som for længst er stået af, skylden for, at DF har indgået en håbløs aftale. En aftale, der i længden ikke kan skjule, at deres egne vælgere, når skattereformens konsekvenser bliver landskendt, er taberne.
Tilmed topper hun tåbelighederne ved at sige ”at skattepakken er en fordel for alle danskere… det har regeringen lovet…og hvis det ikke passer, må det være deres ansvar”. Hallo! Sidder et parti til forhandlinger på andres ansvar eller sidder de der på eget ansvar?
Hvis skattereformen ikke passede DF, kunne de da bare selv have forladt forhandlingsbordet, for oppositionen var allerede gået og flertallet forsvundet. Der var derfor enten slet ikke blevet nogen skattereform eller kommet en helt ny forhandlingsrunde.
Helle Thorning, Villy Søvndal og Margrethe Vestager gjorde imidlertid det eneste rigtige. Hvorfor medvirke til madlavningen, når maden er fordærvet, kokken er syg, gryderne uhygiejniske og komfuret er defekt.
Så er der Danmarks svar på Andy Warhols ’15 microseconds of fame’, Anders Samuelsen, sponsoreret af Saxo Bank (med en aftale, som næppe bliver fornyet). Hans eneste berettigelse for at optræde i forhandlingerne er vel, at selv en dårlig forestilling har brug for en pauseklovn. Når han alligevel skal nævnes her, er det fordi han er fortrinlig til dokumentation af regeringens og DF’s nøje planlagte komplot mod S+SF+RV:
Hvordan kan Samuelsen have en berettigelse ved forhandlingsbordet, når man ved, at hans skattepolitiske holdninger er så fjernt fra Dansk Folkepartis officielle holdning, man kan komme? Og når man ved, hans stemme ikke er udslagsgivende? (Han tabte så sutten lørdag. Måske opdagede han, at Superligaen var startet på ny og havde andre og bedre ting at bruge tiden til?).
Pressen og interessegrupper udgør også en bestanddel i meningsdannelsen. Er det kun mig der synes, at medierne generelt har behandlet skattereformen meget pop-smart? Har DR og TV2 fremlagt konsekvenser for den enkelte borger og husstand på eksemplificerende, pædagogisk vis? Hvor mange dagblade har - for det er jo deres opgave at påvise forskellen mellem hvad der bliver sagt & lovet og hvad der bliver gjort - påvist forskellen mellem ord og handling?