Næppe var afskedigelsen en realitet, før udmattelseskrigen startede - systemet mod borger.

I sidste lediggangsforløb (som sluttede for ca 3/4 år siden) var 'reglen', at ens sag skiftede sagsbehandler eller afdeling ca hver 6 uge. I nuværende forløb er der ikke gået mere end tre (3) uger!

Systemets opbygnig med at lade borgerens sag gå fra sted til sted og person til person, er strategien for systemets udmattelseskrig overfor borgeren. Borgerens sag kan på denne måde trækkes i langdrag og borgeren kan miste overblikket over formularer der skal udfyldes, eller paragraffer der i de variende afdelinger skal overholdes. Borgeren kommer fejlagtigt til at tro, at papirerne følger med fra afdeling til afdeling. Borgeren kommer fejlagtigt til at tro, at paragraffer der skulle overholdes ét sted også skal overholdes det andet sted. Borgeren tror fejlagtigt at systemet blot sender sagen videre til den helt specifikke specialiserede afdelig, der er fuldstændig indrettet og gearet til, at tage sig af den konkrete sag og problemstilling.

Men borgeren må sande, at systemet ikke er sat i verden for andet, end beskytte sig selv mod udbetalinger til borgerne - dét bruges der mange penge på at undgå i de pågældende forvaltninger.

Borgeren skal hver eneste gang udfylde nye formularer, lære nye regler og paragraffer, fortælle sin situation gang på gang - og erkende, at papirer på magisk vis kan forsvinde.

Aftaler om ét forløb, truffet med en sagsbehandler eller afdeling, ophører naturligvis ved skift af disse. Dét som borgeren troede, at holde sig til i den usikre og triste ledighedssituation, kan borgeren skyde en hvid pil efter.

Det er et klart og stringent forløb, som den ledige borger ikke kan vinde. For så snart sagen synes klar og en strategi for borgen er lagt, træder systemets overordnede strategi i karakter: FLYT BORGERENS SAG TIL EN NY BEHANDLER.

Udmattelseskrig kalder man den slags - en krig som den med flest ressourcer vinder...

Systemet har skudt første patron i den nye krig. Skuddet faldt langt hurtigere end ventet; men det var desværre ventet.