I går havde jeg været til forældremøde og de vi alle kom ud, lå der en forslået og tilskadekommen ældre kvinde på vejens modsatte fortorv. Hun var tydeligvis en beruser og evnede ikke talens evne eller kroppens koordinering.
Hun havde to fingre der ikke sad som de skulle og blødte fra ansigt/hoved.
112 blev kontaktet og opkaldet blev dirigeret videre til politiet. De ville se på sagen. Vi pakkede damen ind i nogle uldne tæpper (model søværnets som jeg havde i vores bil) så hun ikke skulle ligge og fryse.
Efter en ½ time ringede vi igen, da der endnu ikke var mødt noget hjælp frem. Efter nogen tale frem og tilbage lod politietaten os vide, at der ikke var folk til at tage sig af sagen.
Vi anmod derfor om en ambulance, men det vidste man i den anden endne ikke om kunne lade sig gøre. Efter ca fem minutter blev vi ringet op og meddelt, at der heller ikke var mulighed for en ambulance.
"Hvad skal vi så gøre?", spurgte vi. Svar: vi kunne jo lade hende ligge eller gøre hvad vi ville.
Etaterne havde i hvert fald ikke ressourcer til at hjælpe med den sag.
Så er det jo godt, at man har stationcar og er uddannet i nødflytninger af tilskadekomne personer. Dén kombination fik den ældre dame på skadestuen efter at have ligget på et koldt oktoberfortorv i 45 minutter.
Lad mig blot afslutte med, at fortællingen om, at skadestuens personale ikke havde ros til de andre etateres håndtering af sagen!