Overskriften rammer lige i mellemgulvet ”Beboere var smurt ind i afføring”, jeg mærker det instinktivt og bladrer i næste sekund videre. Hen til næste artikel om overenskomsten, som jeg læser.

Først senere går det op for mig, hvad der er sket. Jeg orker ikke mere. Hvad skal jeg stille op med den ene mere forfærdelige beretning efter den anden. Jeg sad som så mange andre klistret til skærmen, da TV2 viste ”Er du åndsvag?” Det rene helvede blev rullet ud for os alle og mange reagerede med forargelse og vrede. Er det den virkelighed vi byder nogen af de svageste i vores samfund?

Personligt ved jeg, hvad skjult kamera betyder i research, men det kan ikke slette indtrykket af en forfærdelig hverdag. Sad de ikke der og hyggede sig, mens beboerne led? Talte om bamser og dukketøj, føj. Den sædvanlige sang om manglende ressourcer, glem det. Find jer et andet arbejde.

Debatten blomstrer her på avisen.dk, men jeg blander mig ikke. En lille orm gnaver et sted i mit indre, men jeg giver den intet rum. Tværtimod bliver jeg irriteret når jeg for syttende gang når ind i et blog indlæg om medarbejdernes forhold og TV2”s propaganda. (Undskyld klausL)  

Først i dag, giver jeg den lov. Jeg er, ligesom medarbejderne ramt af forråelsen. Ikke på samme måde. Det er ikke mig, der står med armen presset op om halsen på en beboer og råbende uddeler ordre. Men det er mig der bliver kapret af følelser og billeder i en tv udsendelse for derefter, at lukke af for en reel refleksion af det jeg har set.

Jeg kender den jo alt for godt følelsen af magtesløshed. Jeg ved jo, at den fører til nemme løsninger på komplicerede problemer. I denne sag, fyr dem find nogen andre, mere uddannelse og kontrol og lad os så komme videre til det næste.

Jeg ved, at så let er det ikke. Men jeg ved også, at skal jeg for alvor beskæftige mig med dette. Så kommer den med fuld styrke, følelsen af magtesløshed, for hvad er det lige jeg skal gøre?