I de sidste dage har medierne været spækket med historier om konsekvenserne af Fogh’s beslutning om tilbagetrækning af de danske soldater fra Irak. Især begrundelsen af beslutningen har været under beskydning. Det er der ikke meget at sige til.

Fogh har manglet sine normalt sikre kommunikations evner. Han er sprunget frem og tilbage i, at sikkerhedssituationen er blevet bedre i det sydlige Irak til arbejdet er udført fordi Irakerne har bedt om at overtage selv. Vi har opnået målet fordi Sadam er væltet og der har været afholdt demokratiske valg.

Min vurdering er at begrundelsen ender i en sætning, ”Irakerne vil selv overtage ansvaret for sikkerheden og derfor er vores arbejde tilendebragt.”.

Ligesom begrundelsen for at deltage i krigen endte i en sætning, ”Vi gik ikke i krig i Irak pga masseødelæggelsesvåben, men fordi Sadam ikke ville samarbejde.”  

Vinklingen i de fleste medier ender mere i lysten til let at gå efter Fogh end i at belyse om der er nogen vej for Irak ud af krisen/borgerkrigen og hvilke konsekvenser bredt set beslutningen og begrundelsen får.

Den letteste historie er, at holde Fogh op på egne ord om at arbejdet skal gøres færdig og derefter påvise den ustabile sikkerhedssituation i Irak. Den historie er set i mange forskellige udgaver: Soldater, eksperter, støtter af krigen og rapporter er blevet præsenteret i en uendelighed og næsten alle har givet udtryk for, at Irak ikke er parat til at overtage ansvaret.

Som seer og læser sidder man tilbage med det indtryk, at alle forsøger at overbevise en om, at beslutningen er forkert. Det ville have været meget bedre hvis vi blev der. Underforstået i dette er, at vi reelt kan nå målet med de midler vi indtil nu har brugt. Mens det enkelte, at vi/koalitionen ikke har skabt sikkerhed indtil nu, hverken i det sydlige område eller i Bagdad området springes over.

Realiteten er vel, at hverken vi/koalitionen eller Irakerne kan skabe et stabilt og sikkert Irak, med de indtil nu anvendte midler. Der skal noget helt andet til.

Baker-Hamilton kommissionen forsøgte sig med nogle bud, om de har svarene tror jeg de færreste kan svare entydigt på.

Men så længe medierne er så overfladiske i deres dækning risikerer vi, at Fogh’s beslutning (Blair’s beslutning) bliver katastrofe nummer to. Der bliver ikke gjort op med den fejlslagne strategi og set på nye løsninger. Irakerne kan jo klare det selv.