Forleden kunne man læse, at det var finansminister Thor Petersen sidste valgkamp.
Jeg vil gerne i den sidste hektiske del af valgkampen komme med en forudsigelse. Dette bliver også Anders Foghs sidste valgkamp som statsministerkandidat. Uanset om statsministeren efter valget hedder Helle Thorning Schmidt eller Anders Fogh er det slut for Fogh.
Vinder Helle Thorning Schmidt går Anders Fogh med det samme og overlader posten til Lars Løkke. Vinder Fogh går han i 2009 og lader Lars Løkke komme til som statsminister. Den aktuelle situation for venstre i 2009 kan selvfølgelig have bragt andre personer i fokus, men sandsynligheden er lille.
Der eksisterer ifølge mine kilder en aftale mellem Anders Fogh og Lars Løkke ikke meget ulig den som var indgået mellem Tony Blair og Gorden Brown i England. Denne aftale er efter min vurdering en af årsagerne til, at vi skulle have folketingsvalg i utide. Det har der ikke været skrevet meget om i medierne og det er synd for de fleste tror de får Fogh som statsminister i hele perioden og det gør de ikke.
Anders Fogh er godt klar over, at han er ved at være slidt. Regeringen Fogh har siddet i 6 år og ansvaret for landets aktuelle tilstand tilfalder i højere og højere grad regeringen. Når så regeringen igennem tiden i høj grad har været synonym med Anders Fogh er det selvfølgelig ham som bliver mest slidt. Fogh styrke har været enorm. Det er f.eks. alment kendt, at Per Stig Møller var imod deltagelse i Irakkrigen uden et FN-Mandat, men at Anders Fogh så at sige vred armen rundt på Per Stig Møller og de konservative. Men Foghs styrke er for nedadgående, det politiske landskab er ved at ændre sig og der er mindre brug for en ”stærk mand”, så en ny plan måtte udtænkes, hvis venstre skal have nogen chancer for at bevare regeringsmagten ud i fremtiden som Fogh ønsker.
Planen er derfor, at Anders Fogh sidste job som statsminister bliver gennemførelsen af klimatopmødet i 2009. Det vil give ham springbrættet til en ny international karriere og venstre en mulighed for at signalere fornyelse med Lars Løkke som statsminister. Det vil samtidig give Lars Løkke positionen som statsminister i den næste valgkamp. Dermed får vælgerne fornyelse og erfaring på en gang.
Ja, Anders Fogh er manden med de store planer, det skal blive spændende om den sidste også lykkedes for ham.