Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Løn til statsministerfruer

21. januar 2007 10:14
Visninger  [1880 ]   Debat  [8 ]

Anne-Mette Fogh er for alvor trådt ind på den politiske scene i kampen om især de kvindelige vælgeres gunst, og derfor er spørgsmålet, om det ikke ville være helt på sin plads at give statsministerfruer en form for løn for deres uofficielle forpligtelser, blevet aktuelt.

En af mine venner påstod hårdnakket, at Anne-Mette Rasmussen allerede får betaling for at være gift med landets statsminister. Det kunne jeg ganske enkelt ikke tro og ringede derfor sidste onsdag til statsministeriet og forhørte mig, om hun får kompensation for at være gift med Fogh.

Den venlige embedsmand kunne ikke lade være med at grine af mit spørgsmål og spurgte drillende tilbage: "Spørger du om hun får kompensation for at være gift med Anderes Fogh, eller spørger du, om hun får kompensation for at deltage i officielle arrangementer?"

Det var selvfølgelig det sidste, jeg mente. Embedsmanden kunne efter en hurtig rundspørge på kontoret oplyse, at det ikke var tilfældet.

Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har spekuleret over fru Foghs og andre kommende statsministerfruer privatøkonomi. Lørdag kunne politiken.dk afsløre, at der nu tegner sig et politisk flertal for at aflønne statsmininstrenes koner for at deltage på officielle rejser og ved andre arrangementer, hvor etiketten foreskriver, at statsministerfruen er med. (Jeg går stærkt ud fra, at det også gælder, hvis statsministeren er gift med en mand.)

Men initiativet skal komme fra regeringen, og lige nu ligger der tilsyneladende ikke noget konkret forslag på tegnebrættet. Det lader blot til, at man fra statsministeriets side er i gang med at sondere terrænet.

For Anne-Mette Foghs vedkommende virker det kun rimeligt, at hun får betaling for tabt arbejdsfortjeneste. Hun kan ikke bare tage fri fra børnehaven, uden at det koster en vikar på budgettet. Så Fru Fogh mister løn hver gang hun er med Hr. Fogh på tur.

Omvendt kan man hævde, at selvom det måske virker lidt gammeldags, så burde statsminiteren være så godt aflønnet, at vedkommende kan tage sin partner med under armen til diverse begivenheder, uden at det udløser spørgsmålet om der nu er råd til det i husholdningsbudgettet.

Under "spørgsmål og svar" på statsministeriets hjemmeside er der kun stillet et enkelt spørgsmål, og heldigt for mig drejede det sig lige præcis om statsministerens løn. 

1.380.496,00 kr. får han/hun årligt.

Det virker umiddelbart som en løn, der nok skulle kunne betale for de gener, der måtte være for både statsministeren og dennes ægtefælle. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig administreret en statsministers budget, så jeg ved jo ikke, om det er svært at få det til at løbe rundt. Og det må det selvfølgelig på ingen måder være. Vi skulle jo nødig have en statsminister, der var til fals for ussel mammon.

 

Del på Facebook
21.01-2007 | 11:08 af Skandale
Men principielt behøver de vel ikke have fælles økonomi. Tvivler ærlig talt lidt på om Nyrup og Dybkjær havde det (hun boede i Bruxelles).

Jeg stemmer også for, at man giver statsministerfruen en slat. 200.000 burde være nok til at dække udgiifterne, men jeg er lidt ligeglad med beløbet. Det er under alle omstændigheder småpenge, når det kun er til en person.
 
 
21.01-2007 | 11:38 af Signe Højgaard Nielsen
Hej Skandale.

Tror du virkelig på, at de ikke har en eller anden form for fælles økonomi. Det må være lidt svært at være et par uden fælles økonomi, hvis den ene tjener langt over millionen, mens den anden har sig en pædagogløn.

Og skal den, der er gift med statsministeren også have kompensationen, hvis han/hun er hjemmegående?

vh

Signe Højgaard Nielsen

PS: Lone Dybkjær mener selv, at det er rimeligt, at statsministerfruer får kompensation for at deltage i rejser.

»Det er ikke rimeligt, at Anne-Mette Rasmussen selv skal betale, hvis hun må tage fri for at være med på en rejse. Det burde være sådan, at hvis man vil have hende med, så må man selvfølgelig også betale for hendes tabte arbejdsfortjeneste«, siger Lone Dybkjær til Politiken.
 
 
21.01-2007 | 11:48 af Erik Willumsgaard
Jeg håber, at dette hurtigt bliver en forældet diskussion. Jeg mener fænomenet med, at statsministre og præsidenter skal repræsentere landet med kernefamilien i hånden må være et fænomen, som forsvinder sammen med begrebet "den hjemmegående husmor".

Hvis man rejser meget, er det da rart somme tider at kunne tage ægtefællen med. Men hvis jeg gerne vil have konen med på en forretningsrejse, er der ingen, som vil betale hende kompensation for tabt arbejdsfortjeneste eller brug af feriedage. Og selvfølgelig heller ikke vice versa.

Ergo, hvis Anders Fogh gerne vil have konen med, så må de selv finde ud af at betale det, eller også må hun melde fra, fordi hun skal passe sit eget job!
 
 
21.01-2007 | 13:52 af Skandale
@Signe,

Jo, jeg tror bestemt de har en vis fælles økonomi. Det var Nyrup og Dybkjær, jeg tvivlede lidt på, eftersom de boede i hver deres land.

Men det er også mindre vigtigt - og ren spekulation fra min side.

Det jeg mente var egentligt, at argumentet om, at statsministerens løn er nok til to (det siger du ikke, men du præsenterer indirekte argumentet) faktisk er noget krænkende for ægtefællen til statsministeren. Han eller hun er ret ilde stedt økonomisk.

@Erik,

Med al respekt så mener jeg ikke din kone og statsministerfruen kan sammenlignes. Vi kan komme med vores danske logik, men tror ærlig talt den japanske kejserfamilie og de japanske medier bliver noget forundret, hvis statsministeren må sige, at konen blev derhjemme, fordi hun skulle arbejde.

Hvad repræsentative opgaver angår, så har statsministerfruen en funktion. Det mener jeg ikke, man kan komme udenom - og så er det også rimeligt, at hun får kompensation.
 
 
21.01-2007 | 13:59 af Groucho
@Skandale

Nu vil Fogh jo nok mere besøge den japanske statsminister end være officielle gæster hos kejserfamilien. Det sidste vil i højere grad være Margrethe og Henriks opgave, i det omfang man overhovedet kan tale om en opgave.

Edward Heath klarede den i øvrigt overvejende udmærket som engelsk statsminister uden at at have en ægtefælle at medbringe på statsbesøg.
 
 
21.01-2007 | 14:21 af Signe Højgaard Nielsen
Når der er møde i EU s ministerråd er konerne jo også med og holder også møde med hinanden. Det er vel også en form for repræsentation, hvor det vil se meget mærkeligt ud, at statsministerfruen melder afbud, fordi hun skal på arbejde.

vh

Signe

PS: Jeg ved faktisk ikke, om der nogensinde har været mandlige ægtefæller med til de møder. Det er jo relevant i forhold til Angela Merkel, der så vidt jeg husker har en mand, og vi kan jo komme til at se endnu flere mandlige ministerfruer de kommende år, hvis Helle Thorning-Schmidt og Ségolène Royal kommer til magten...
 
 
21.01-2007 | 14:42 af Groucho
Nu er det jo ikke helt nyt med kvindelige statsministre. Vi har jo set både Indira Ghandi, Sirimavo Bandaranaike (Ceylon/Sri Lanka) og Margareth Thatcher for at tage de mere kendte eksempler.

Og Dennis Thathcer fulgte da også Maggie på flere rejser, åbenlyst utilpas og kejtet, for hvad var egentlig hans funktion?

Jeg mener stadig, at dette med medbragte hustruer og husbønder må være et levn fra fortiden. Nu er det måske muligt for Foghs kone at tage fri rimeligt tit fra sit arbejde som "gulvpædagog". Men det havde straks været sværere, hvis hun bare var børnehaveleder, og endnu sværere, hvis hun f.eks. var administrerende direktør for et firma.

Det kan da godt være, at ægtefæller holder møder, når der er møder i EUs minsterråd, men der var nok ingen, som ville savne resultatet fra disse møder, hvis de ikke blev holdt!

Hvis nogle regeringschefer vil medbringe deres ægtefæller er de da velkomne, men de må ligesom alle andre selv afholde udgifterne!
 
 
21.01-2007 | 15:13 af Erik Willumsgaard
Så jeg fatter overhovedet ikke, hvad SF vil på den vogn med honorar til "førstedamer"!
 
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Signe Højgaard Nielsen

Efter et lærerigt og sjovt halvt år på Nyhedsavisen er Signe Højgaard Nielsen skiftet til Fagbladet Journalisten

Minoriteters rettigheder
Indlæg | 9 | 16.178 | 15
Siden | 4. oktober 2006 13:47
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites