Det var næppe nogen tilfældighed, at Karen Jespersen lige præcis i går valgte at stå frem som kandidat til Folketinget for Venstre. Samme dag var der også samråd om udvekslingen af de 31 fanger i Afghanistan. For første gang nogensinde blev samrådet vist live på TV, og samrådet ville på en mindre begivenhedsrig dag have været den største historie i nyhedsudsendelserne om aftenen.
Men det blev det ikke. Dagens helt store politiske historie var uden tvivl Karen Jespersens indtræden i Ventre. Det var den både på TV og på vores egen politiske redaktion.
Nu kan jeg jo på ingen måder bevise, at der er tale om en bevidst strategi fra regeringens side, men det er et almindeligt kendt spin-trick at sende dårlige nyheder ud på en dag, hvor der sker en stor begivenhed.
Et af de eksempler, der er gået over i historien, er da en pressemedarbejder i et af de britiske ministerier, Jo Moore, den 11. september 2001 sendte en mail til sine kolleger om, at denne dage var velegnet til at udsende meddelelser om det, man i virkeligheden ønskede at begrave. Jo Moore måtte senere trække sig fra sin stilling.
Nu var det ikke sådan, at Venstre sendte en dårlig nyhed ud på en dag, hvor der virkelig skete noget stort. De gjorde faktisk det stik omvendte. Det fik noget stort til at ske (Jespernes opstilling for Venstre) på en dag, hvor der var en problematisk sag for regeringen på dagsordenen. Ganske smart gjort af Venstre.
På samrådet om udvekslingen af fanger brugte regeringen endnu et smart trick, som skulle fjerne fokus fra de helt centrale spørgsmål: 1. Blev de 31 fanger, som danske soldater udleverede, udsat for mishandling? Og 2. Kendte regeringen til mistanken om overgrebene, længe før den selv oplyser det.?
I stedet for at tale om de spørgsmål, som oppositionen ville have svar på, forsøgte regeringen at gøre det til et spørgsmål, om hvorvidt oppositionen i virkeligeheden retter sine anklager mod de danske soldater, og ikke regeringen.
På samme vis er det også lykkedes regeringen at flytte fokus fra de mest problematiske spørgsmål i sagen om de Afghanske fanger.
De små ridser i lakken, Anders Fogh har fået for at kritisere DR, er vand ved siden af de problemer regeringen ville stå i, hvis det kommer frem, at regeringen har givet urigtige oplysninger til Folketinget om, hvad de vidste foregik i fangelejrene i Afghanistan.
Derfor har mediernes fokus på, om soldaterne havde flag på eller ej, om DR s kilder skifter forklaring, om hvordan filmen er blevet til med hjælp fra Enhedslisten ganske givet været til stor tilfredshed for landets statsminister. Så længe medierne ikke fokuserer på sagens mest centrale spørgsmål, kan statsministeren tage det relativt roligt.
Man må give Anders Fogh Rasmussen og hans pressemedarbejdere, at de er dygtige til at håndtere os journalister. Desværre.