Hvad fanden skete der? Hvornår blev jeg gammel?

Skateren med den bløde kastet og tandbøjlen sad og kiggede på mig med udtryksløse øjne. Jeg brød mig ikke om den måde, han kiggede på mig. Som om jeg var et gammelt røvhul, der lige havde spurgt, om han ikke snart skulle til at sætte penge af til en pensionsopsparing! Jeg havde jo bare spurgt ham om ikke Bendt Bendtsen, landets nr. to politiker, ikke også kom fra Middelfart?

”Hvem er det?” spurgte han med doven vestfynsk dialekt og moste en halv liter ketchup ud over min interval-stegte lammekølle.

Følelsen af at have mere tilfælles med abe-pigen fra Cambodja var meget tydelig. Skateren og hans 17-årige kæreste på HF-enkeltfag havde kun været i min lejlighed i 20 minutter, og jeg følte mig allerede som et eller andet, der burde ligge i en montre på Nationalmuseet.

Jeg er 30 år. KUN TREDIVE ÅR, FOR HELVEDE! Lysten til at råbe var tæt på at overmande mig, men fornuften sejrede. Jeg havde trods alt lovet min kæreste at opføre mig ordentligt over for de unge gæster.

Resten af aftenen gik fint. HF-pigen, der vist nok er min kærestes kusine, pludrede om skoletræthed og den usikre fremtid som logerende hos sine forældre. Skateren sad og gloede tomt ud i luften, mens han med faste mellemrum rev sin mobil ud af lommen på de løse joggingbukser – sikkert for at gøre tiden hos oldingene kortere med et raskt slag snake.

Næste gang der er besøg af unge mennesker, hvis eneste referenceramme er ’The Voice’, vil jeg gribe det helt anderledes an. Jeg vil kort sagt opføre mig som den gamle idiot jeg er i ’deres’ øjne. Fronterne mellem ungdommen og alderdommen skal være trukket knivskarpt op, så vi ved, hvor vi har hinanden.

 Mit hjem skal stinke af vigende hårgrænse og åreforkalkning. Min beige cardigan skal skødesløst være knyttet henover mit bryst med en Rungsted Havn-knude, og der skal mindst være 28 grader i stuen og en helvedes masse portvin til at skylle Karen Wolf-småkagerne ned med.

”Sig mig, hvad synes du om regeringens nye skatteudspil?”